Det er højsæson for kommunale slagsmål. Striden står om, hvem der skal have hvor meget i forbindelse med fastsættelsen af de kommunale budgetter for år 2000. Og kampen er præget af store armbevægelser, besværgelser, høj bølgegang og en god portion teatertorden. Men med en stram ramme for den kommunale økonomiske vækst på en procent er det selvfølgelig heller ingen nem opgave for landets kommunalbestyrelser at sørge for det tiltrængte økonomiske løft til kommunale kerneområder som skole, børnepasning, ældreomsorg.

Som folkevalgte er kommunalpolitikere i sagens natur et langt stykke hen ad vejen lydhøre over for borgernes meldinger. Som konsekvens heraf er påvirkning af politikerne - såvel den direkte som gennem medierne - ofte afgørende for, hvem der går sejrrigt ud af budgetkampen. Derfor arbejder foreningens kredse i denne tid på højtryk med at synliggøre for kommunalpolitikerne, at det er absolut nødvendigt, at folkeskolen får et løft. Der bliver udskrevet regninger for stigende elevtal, der bliver samarbejdet med skolebestyrelserne, og der er tæt kontakt til lokalpressen. Fra centralt hold har vi udsendt et argumentationskatalog og en række andre materialer, som skal støtte kredsenes arbejde med at skaffe flere ressourcer til folkeskolen og fastholde den pædagogiske udvikling. I øjeblikket er vi i gang med en undersøgelse, der skal vise, hvordan det tegner sig på folkeskoleområdet her op til budget 2000. Resultaterne herfra skulle gerne kunne bruges som et påvirkningsredskab over for de kommuner, der har planer om besparelser på folkeskoleområdet i forbindelse med budget 2000.

Umiddelbart burde skolen have ganske gode kort på hånden i den lokale debat. I forsommerens kommunalaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) blev det endnu en gang slået fast, at folkeskolen har høj prioritet. I det netop fremsatte finanslovsforslag understreges det, at de kommende års store årgange skal undervises under ordentlige vilkår. Og KL har sendt nogle klare signaler til kommunerne om, at hvis de ikke lever op til deres ansvar for skolen på ansvarlig vis, så er der en alvorlig risiko for indsnævringer i det kommunale selvstyre på folkeskoleområdet. Ydermere har vi et efterslæb med hensyn til bygninger, undervisningsmidler med videre. Og endelig er der en gruppe forældre, der stiller krav og har klare forventninger til, at kommunen tilbyder deres børn en god skole.

Alligevel bliver det ikke en kamp uden sværdslag. Hvidovres borgmester Britta Christensen og Farums Peter Brixtofte samt et par andre populistiske borgmestre har meldt ud, at lærernes nye arbejdstidsaftale skal bruges til kommunale besparelser på folkeskoleområdet. De hævder, at der skal nedlægges lærerstillinger på grund af Overenskomst 99. Det er udtryk for enten uvidenhed eller politisk opportunisme. Den nye arbejdstidsaftale giver ikke i sig selv besparelser eller grundlag for stillingsnedlæggelser. Børne- og kulturchefforeningen har da også klart meldt ud, at de forventer, at den misforståelse vil blive fjernet i forbindelse med kommende konferencevirksomhed om den nye arbejdstidsaftale. De KL-embedsmænd, der har været med til at forhandle aftalen på plads, kommer med det samme budskab, når de er ude i kommunerne. Og KL's formand Anker Boye skriver i KL's budgetnyt, at hvis målet er at få flere undervisningstimer, så må andre opgaver i folkeskolen nedprioriteres. Og han understreger, at kommunerne bør gennemføre en målsætningsdebat, der omfatter både økonomien og skolepolitikken.

I foreningen må vi både centralt og lokalt blande os i budgetslagsmålet. Vi må bruge vores fælles kræfter på at kæmpe for flere ressourcer til skolen, så der bliver plads til en fornuftig udvikling, herunder en ordentlig udmøntning af arbejdstidsaftalen. Og heldigvis har vi jo gang på gang oplevet, at vi først har hørt kommunale trusler om stillingsnedlæggelser, hvorefter kredsen gennem en målrettet arbejdsindsats har sikret, at de planer er trukket af bordet, når det endelige kommunale budget er vedtaget. Det vil undre mig, hvis ikke tingene også denne gang falder på plads langt de fleste steder. For kommunerne kan heller ikke med den nye arbejdstidsaftale gennemføre besparelser på skoleområdet, uden at det vil give forringelser af det kommunale skolevæsen.

Den nye arbejdstidsaftale kan heller ikke i sig selv forhindre kommunerne i at give borgerne en dårligere skole. Men til gengæld binder aftalen kommunalbestyrelsen op på, at der skal være sammenhæng mellem mål og midler. Hvis kommunerne vil bevare folkeskolen på kommunale hænder, må de vise engagement for og indsigt i skolens indhold frem for blot at se en udgiftspost på budgettet. Folkeskolen vil nok ikke blive forgyldt i budget 2000. Men jeg tror på, at vi med kredsene som frontkæmpere også denne gang kommer ganske fornuftigt ud af kampen om de kommunale budgetter.