Styr på støv og pollen

Ingen problemer med at trække vejret i nyindrettede lokaler i Aalborg

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

alborg har flere gange været i voksealderen, siden Vesterkærets Skole blev bygget i 1953. Alligevel ligger skolens treetagers rødstensbygning i åbne omgivelser med Aalborg Frejas træningsbaner, en lystbådehavn og en travbane som de nærmeste naboer.

Lys og luft kan dog ikke gøre det alene. Indeklimaet spiller mindst lige stå stor en rolle som de ydre omgivelser, hvis man har problemer med at trække vejret.

Det er årsagen til, at Aalborg Kommune det sidste år har bygget om på skolen og indrettet et særligt astma- og allergivenligt afsnit, der blev taget i brug for få uger siden.

Afsnittet er på ti klasseværelser, og det er meningen, de af kommunens elever, der har problemer med vejrtrækningen, eller som har andre indeklimaafhængige lidelser, fremover kan undervises i lokalerne.

- Man skal visiteres til det, men målet er, at alle, der har behov for et særligt godt indeklima, skal have tilbud om at gå på Vesterkærets Skole, siger skolechef Henrik Mortensen.

Bedre lungefunktion

En af de første, der får glæde af de nyindrettede lokaler, er Chris Bruun Pedersen, syv år. Han lider af astma og bronkitis og er netop begyndt i den 1. klasse, der holder til i afsnittet.

- Chris bruger dagligt medicin. Alligevel har han tit problemer med at trække vejret, og det hænger sammen med støv og skimmelsvamp i de lokaler, hvor han opholder sig. Derfor er det lækkert, at han kan komme til at gå i skole et sted, hvor man gør noget særligt for at holde luften ren, siger hans mor Vibeke Pedersen.

Hun lider selv af astma og ved derfor meget om sin søns problemer.

- Der er en helt klar sammenhæng mellem indeklimaet og hans vejrtrækning. Sidste år målte vi som et forsøg lungefunktionen, mens Chris var i børnehaveklassen, hvor der blev gjort godt rent, og i skolefritidsordningen, hvor der ikke blev gjort så godt rent, fordi det var sværere at komme rundt. Resultatet var ikke til at tage fejl af. I det hele taget har det været meget gavnligt for hans helbred at komme i en børnehaveklasse, hvor indeklimaet var bedre. Det samme vil det være, når han nu skal gå i det særlige afsnit på skolen, siger hun.

Gulvvask hver dag

Ombygningen har kostet 1,5 millioner kroner. Halvdelen af pengene er gået til et effektivt ventilationsanlæg med udsugning i alle lokaler. Resten er gået til flere ting: Væggene er blevet malet med en særlig maling, der ikke indeholder formaldehyd, ammoniakvand eller organiske opløsningsmidler. Under og efter påføringen afgiver den heller ikke sundhedsskadelige dampe. Alle reoler er blevet udskiftet med skabe, og i stedet for stofgardiner er der opsat vaskbare rullegardiner. Der er installeret udendørs solafskærmning, fordi høje temperaturer kan fremkalde astmaanfald. Skolelægens kontor er desuden blevet flyttet, så der er kort afstand til klasseværelserne. På den måde bliver det lettere at komme til hjælp, hvis en elev har behov for medicin.

På rengøringsområdet bliver der gjort en særlig indsats. Mens resten af skolen må nøjes med at få vasket gulv en gang om ugen, bliver guldkluden svunget hver dag i det nye afsnit.

Vesterkærets Skole har ikke specielle forudsætninger for at tage sig af astma- og allergiplagede elever. Man erstattede ganske vist for nogle år siden gulvtæpperne med linoleum, men det var ikke specielt af hensyn til eleverne.

- Bagefter henvendte flere lærere sig og sagde, at de havde fået det bedre, fordi luften var blevet renere, så vi tror på, at det er den rigtige vej, kommunen har valgt at gå, siger skoleinspektør Birthe Guldager.

Ikke forkromet

Skolens børnehaveklasse begyndte allerede sidste år på den astma- og allergivenlige linie. Børnehaveklasseledere og lærere kom på kurser i, hvordan man tager hensyn til allergi og astma, og der blev gjort grundigt rent.

- Vi regner ikke med, at den nye linie betyder en omvæltning på skolen. Selvfølgelig kan der være elever, der skal tages specielle hensyn til, men de fleste er jo ikke plaget af deres lidelse hele tiden. De elever, der ikke kan komme med, når der foregår aktiviteter andre steder på skolen, kan blive i deres klasselokale, siger skoleinspektøren.

Aalborg Kommune har haft kontakt til Astma-Allergi Forbundet for at finde ud af, hvordan man skulle gribe opgaven an, og forbundets indeklimarådgiver Peter Poulsen roser kommunen for initiativet.

- Det er første gang, en kommune har henvendt sig til os på så tidligt et stadium og så bagefter har fulgt vores råd så grundigt. Som regel bliver vi kun inddraget, når der allerede er problemer med indeklimaet, siger han.

Den største forbedring skyldes ifølge Peter Poulsen, at man har installeret et mekanisk ventilationsanlæg, men det helhedsorienterede i løsningen er også værd at hæfte sig ved.

- Aalborg har ikke lavet en forkromet løsning, men man har valgt at komme hele vejen rundt, og det er godt. Flere faktorer har nemlig betydning for indeklimaet. Hvis man kun tager hensyn til en af dem, hjælper det ikke ret meget.

Røgproblemer

Det er ikke kun Astma-Allergi Forbundet, der rådgiver, når der er indeklimaproblemer, men Peter Poulsen har alligevel et bud på, hvor dårligt indeklima bliver bemærket på skoler.

- Det er på lærerværelserne. Vi får mange henvendelser, fordi en eller to lærere på en skole har problemer med rygende kolleger. Tit har problemerne så stort et omfang, at dem, det drejer sig om, tænker på at stoppe på jobbet, siger han.

Forbedringer af skolebygninger er et af fire indsatsområder i kommunens overordnede plan 'Aalborgs skoler i bevægelse'. Det er i den forbindelse, ombygningen er sat i værk, oplyser skolechef Henrik Mortensen

Vibeke Pedersen kender ikke planen, men som mor har hun et par bemærkninger til visionen om at samle elever med vejrtrækningsproblemer.

- Man skal passe på med ikke at sygeliggøre børn med astma. Det kan nemt ske, hvis klasserne udelukkende kommer til at bestå af elever med den slags problemer. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at lærerne kommer på kurser, så de ved, hvordan de bedst tackler de forskellige situationer. Egentlig burde alle skoler have forhold, så elever med astma kunne gå der, men det er sikkert for meget at indføre daglig gulvvask overalt, siger hun.

Jan Kaare er freelancejournalist