Reaktion på Ib Graneruds indlæg i Folkeskolen nummer 36.

Det er et lidt underligt indlæg. Når du skriver, at jeg 'skal gå for at være læseforsker', betyder det så, at du mener, jeg ikke passer mit arbejde, eller hvad? Eller er der tale om, at du har nogle forestillinger om, hvad jeg skulle gøre, som jeg ikke lever op til? Eller er du bare ude på at fyre en fornærmelse af?

Jeg forsker i læseundervisning. Det betyder, at jeg studerer, hvordan lærere underviser i læsning, dels ved at besøge klasser, dels ved at læse, hvad andre skriver om dette tema.

Min vurdering af, hvad jeg anser for optimal undervisning, er baseret på summen af disse erfaringer kombineret med en forestilling om, hvad der er god skole. Når jeg således skriver, at den 'enkelte lærer må undervise, som hun selv finder det rigtigst', så har du ret i, at det kan jeg ikke underbygge med forskningsresultater. Det er simpelthen baseret på ulyst til at foreskrive andre mennesker, hvordan de skal opføre sig. Min opfattelse af god undervisning handler om en respektfuld dialog mellem parterne og lærerens hjælp til at gøre tilegnelsen meningsfuld for eleverne. At tro på kvaliteterne i menneskeligt samvær er ikke nogen hindring for at iagttage og undersøge nogle forhold.

Danmarks Pædagogiske Institut har, som jeg omtaler det, flere gange redegjort for danske elevers læsepræstationer over årene. De er generelt blevet bedre, men i 80'erne konstateredes en såkaldt Mattæuseffekt. Der blev flere gode og flere dårlige læsere. Mogens Jansen råbte vagt i gevær på et tidligt tidspunkt, og det har vel haft en eller anden effekt.

Din påstand om, at der er sket en forringelse af læringens effekt, er altså på en gang rigtig og forkert. For nogle elevers vedkommende er der sket en forringelse, men for andre er det gået modsat. Du skriver, at du ikke behøver at dokumentere dine synspunkter, for du er ikke forsker. Det er heldigt, for de kan næppe dokumenteres.

Som nævnt er der belyst, om der er sket et generelt fald. Det er der ikke, men alligevel er der god grund til at være optaget af den danske læseundervisning. Jeg er da også optaget af at finde forklaringer på de udsving, den udviser. En af mine overvejelser omhandler det forhold, at mange dansklærere underviser meget lidt i læsning. Jeg er ikke utilbøjelig til at tro, at de 'småbørnslærerinder', du omtaler, rummede mange kvaliteter med hensyn til at undervise skolebegynderne, kvaliteter, vi med føje kunne forsøge at genfinde.

Der er imidlertid mange andre forhold, som spiller en rolle, og en del af mit arbejde er netop at forsøge at indkredse disse faktorer og identificere deres betydning. I dette arbejde har almindelige læreres erfaring stor vægt, men det vil ofte være præget af sådanne personlige karakteristika, at den enkelte lærers arbejdsform og metode næppe kan danne grundlag for en generalisering. Ansvarsfulde lærere vil ofte med en ekstra indsats rette op på uheldige forhold, som deres undervisningsmateriale, metodik, forældrestøtte og så videre påfører deres arbejde. Forskerens privilegium er blandt andet at kunne stå udenfor og iagttage og reflektere uden at skulle sikre, at den og den elev får det optimale udbytte.

Jeg er i øvrigt ikke uden praksiserfaring selv. Dels har jeg faktisk fungeret otte år som lærer og et par år som skolepsykolog, før jeg begyndte på forskningen, dels fungerer jeg med mellemrum som vikar i skolen. Så jeg har dels set mange (hundrede) undervisningstimer, dels prøvet i hvert fald noget på min egen krop. Det virker lidt skævt, når jeg bliver tillagt manglende kendskab til praksis i folkeskolen.

Danske lærere underviser efter en variation af synspunkter. Det dominerende synes dog fortsat at være med hovedvægten på lydering og på at begynde med isoleret træning af bogstavers navn, udseende og lyd. Jeg vil på ingen måde benægte, at de fleste børn tilegner sig kendskab til bogstavers lyd, uanset på hvilken måde de bliver undervist. Især benyttelse af forlyd kan være en hensigtsmæssig teknik. Min pointe er, at bogstavers lyd bør læres i den meningsfulde sammenhæng, der består i, at de er dele af et ord. Man kender ordet, før man kender den enkelte lyd. Ofte kan man slet ikke finde den enkelte lyd uden at kunne læse ordet. Opdagelsen af bogstavet sker altså via arbejdet med ordet, sætningen, meningen. Gerne tidligt, som man vil kunne se af mine bøger, men det er næppe meningsfuldt at begynde med det isolerede bogstav.

Men det er en længere historie, som jeg måske kan få lov til at gøre rede for senere.

Erik Håkonsson

Danmarks Lærerhøjskole