an har behov for mere plads, og et stort lokale står til rådighed.

Målet er at få de to ting til at gå op i en højere enhed. Det lyder som en nem opgave, men i virkeligheden kan det være hundesvært. Det følte i alt fald en gruppe lærere og pædagoger på Skovlyskolen i Søllerød Kommune, da de meldte sig til at deltage i et kommunalt udviklingsprojekt med titlen 'Skolens fysiske rammer og det ny læringsbegreb'.

En af de konkrete opgaver, som projektet skulle finde en løsning på, gik ud på at skaffe mere plads til elevernes selvvirksomhed. Skolen havde nogle store fællesrum, der ikke blev brugt til noget, og da de lå lige uden for klasselokalerne, var de velegnede til formålet. Men hvordan skulle man gribe opgaven an?

- Det vidste vi ikke, siger afdelingsleder Marianne Nielsen. - Vi havde hverken de konkrete ideer eller de rigtige forslag parat, men i løbet af projektet kom tingene på plads. Årsagen til, at opgaven blev løst tilfredsstillende, skal findes i samarbejdet med en arkitekt. Da kommunen satte udviklingsprojektet i gang, blev det nemlig besluttet, at der skulle knyttes en arkitekt til de nedsatte arbejdsgrupper, og at hun skulle arbejde tæt sammen med personale og ledelse på de fire involverede skoler.

Opbakning nødvendigt

- Det viste sig at være en god idé. Anne Bodil Pallesen, som arkitekten hedder, satte os i gang med den rigtige faglige debat, hun hjalp os med at finde ud af, hvordan lokalerne kunne være med til at gøre vores hverdag nemmere, og hun kom med konkrete forslag, som vi kunne tage stilling til. Det er ikke klaret med at have en arkitekt med på sådan et projekt. Man skal også have nogle fornuftige økonomiske rammer og opbakning fra skolens ledelse, men det er i kraft af samarbejdet med arkitekten, at man når frem til noget brugbart, siger Marianne Nielsen.

Projektet i Søllerød gik ud på at nå frem til nogle forslag.

Realiseringen af dem faldt uden for rammen. På Skovlyskolen er planerne for fællesrummene dog blevet ført ud i livet.

- Vi fandt ud af at stille nogle mobile skillevægge op, der danner mindre arbejdsrum, uden at rummet virker opsplittet, og sådan at man kan bruge lokalet til andre formål. Vi nåede frem til de konkrete forslag uden at inddrage elever, men de er meget glade for indretningen, og de bruger rummene meget, fortæller Marianne Nielsen.

Lydhør arkitekt

På Ny Holte Skole har det trukket længere ud med at realisere de forslag, som gruppen af lærere nåede frem til i løbet af udviklingsarbejdet.

Man vil blandt andet gerne indrette nogle lange gange, så man kan bruge dem til andet end at gå igennem, men de rigtige borde og bænke skal først konstrueres, og pengemangel betyder, at nogle projekter er lagt i mølpose.

- Vi ved ikke, hvornår vi bliver færdige, fordi vi bliver nødt til at sprede indkøb af møbler blandt andet af økonomiske årsager. På den måde har udviklingsarbejdet vist sig at mangle datoer, siger lærer Lene Gundelach, der også er pædagogisk medarbejder hos kommunens Fælles Pædagogiske Center.

Det lange uafsluttede forløb har fået en enkelt lærer til at forlade gruppen og har også gjort det vanskeligt at holde engagementet levende, men alligevel har det været en god proces.

- Udviklingsarbejdet fungerede godt, blandt andet fordi arkitekten var lydhør over for vores praktiske, dagligdags behov, og fordi hun gav os noget at tænke over, men vi mangler stadig at tage nogle diskussioner, før de fysiske rammer er i overensstemmelse med folkeskolelovens krav. Dem må vi i gang med, når forslagene skal realiseres, siger Lene Gundelach.

Kendte baggrund

Udviklingsarbejdet i Søllerød var arkitekt Anne Bodil Pallesens første opgave af den slags. Som uddannet lærer havde hun på forhånd et godt kendskab til skoleverdenen. Alligevel blev hun overrasket.

- Forløbene på de fire skoler var meget forskellige, hvilket jeg ikke havde ventet. Men lærerne var meget engagerede alle steder. Det virkede utrolig positivt, siger hun.

Hendes lærerbaggrund betød blandt andet, at hun vidste, hvor der var behov for at komme med et godt råd.

- Jeg vidste, at man som lærer er bekymret for, om tingene nu også kan blive til noget. Man er vant til, at mange projekter ikke bliver til noget, og kommer derfor let til at begrænse sig selv. I de situationer kunne jeg sige, at man skulle glemme den tankegang og uden begrænsning kaste sig over opgaven, fortæller Anne Bodil Pallesen.

Hun ville gerne have haft, at man på skolerne på forhånd havde gjort sig lidt flere overvejelser om, hvor man ville hen med udviklingsarbejdet, men sådan ser Niels Holst ikke på det.

Han er indretningsarkitekt og forhenværende viceskoledirektør i Albertslund og har gennem årene været med til 20 udviklingsprojekter på skoler.

- Samarbejdet mellem lærere, ledelse og arkitekt bør begynde så tidligt som muligt. På den måde slipper man for, at en af parterne møder op med færdige løsninger, som andre skal tilpasse sig, siger han.

Beslutningstagere skal med

Hvis Niels Holst skal komme med et par gode råd til kommuner og skoler, der går i gang med tilsvarende projekter som det i Søllerød, må det være at bruge tid på at finde den rigtige arkitekt. Samarbejde foregår mellem mennesker, og hvis kemien ikke passer sammen, kan det ødelægge hele processen. Derfor skal man også være parat til at skifte arkitekt, hvis man i et forløb mærker, at samarbejdet er kørt af sporet.

Det gælder også om at finde ud af, om der overhovedet er økonomisk eller politisk grundlag for at føre de konkrete forslag ud i livet. Er der ikke det, ender man med ubrugelige luftkasteller. Bedst er det, hvis beslutningstagerne følger projektet tæt og gerne personligt er med i de arbejdsgrupper, der nedsættes.

- Det er måske for meget at forvente, at borgmesteren sidder med i arbejdsgruppen, men skolens ledelse bør altid være med, og der bør være en tæt forbindelse til kommunens skoleforvaltning. Selvom det er vigtigt at udarbejde konkrete forslag til, hvordan man skaber gode læringsmiljøer, nytter det ikke noget, hvis ikke de kan realiseres, siger Niels Holst.

Jan Kaare er freelancejournalist