I årevis har jeg være imod. Imod en tåbelig arbejdstidsaftale, der har krævet tid, kræfter og penge af alle parter - og som jeg endda her efter ferien føler mig presset til at skulle forsvare/undskylde over for minister, Kommunernes Landsforening og så videre. Imod udspekulerede nye lønformer. Imod mere eller mindre tvivlsomme centrale kvalitetsmålinger og kontroltiltag. Men nu er der brug for at være for. For noget så enkelt som plads- plads til børnene, bøgerne, læseprøverne for den sags skyld, tøjet på knagerækkerne, eksperimenter, symaskiner, til at papmacheen kan stå og tørre til næste dag, til armsving . . . Det bedste er, at lærere og forældre her kan og bør stille krav fælles. Det værste er, at politikerne er svære at råbe op. Hidtil har det med plads været et - skal vi sige overflødigt - emne i skolekredse. Det var forbeholdt daginstitutionerne. Alt det der med pladsgaranti, hvor man 'bare' fokuserede på kvantitet, som om der ikke var vigtigere ('finere') krav end plads. Okay, dem fra fritter og børnehave er måske kommet lidt videre ved at snakke om udvikling og vækst - nogle har endda lidt provokatorisk krævet udviklingsgaranti.

Men nu er turen kommet til os til at kræve plads. De småårgange af skolebørn er passé. Skolepolitikere er fortsat med at vedtage lave prognoser for børnetallene. De har ved politiske flertalsafstemninger bestemt, at en del af de børn, der faktisk er blevet født og registreret i kommunerne, ikker er der - og derfor ikke behøver koste noget x antal år senere, når de skal i institution, i skole og så videre.

Det giver bøvl, er lig med pladsmangel, og en del politikere virker nærmest, som om det er kommet bag på dem. De fleste går nok ind for hjemklasseprincippet i skolen, men man kan jo blive tvunget til at slække på det. For det er pokkers svært at få alle de eksterne brugere, der er rykket ind på skolerne, ud igen. Og hvis man ikke vil betale, hvad det koster at bygge til og bygge nyt, må man putte flere børn i hvert rum, dobbeltbooke, låne og dele. Og så må man finde nogle argumenter, der forsvarer det.

Særlige 10.-klasse-skoler er måske en pædagogisk god ide, men det er påfaldende, at de netop markedsføres i kommuner med mangel på klasselokaler i eksisterende skoler, men ofte med en større, ledig kommunal bygning. Og i den anden ende - skolestarten - er det bemærkelsesværdigt, at talen om helhed i børnenes liv ofte drejer sig mere om fælles lokale- og (personale-)udnyttelse (skolefritidshjem, skolefritidsordninger og så videre) end om selve indholdet.

Og i nøjagtig samme takt som trængslen/kvantiteten stiger, så stiger kravene til kvalitative evalueringer.

Hvad mon der nu sker? Dagens radioavis havde blandt andet følgende nyhed: Da køen til gratis høreapparater fra det offentlige er stigende, præmierer det offentlige folk, der går via private høreklinikker og selv betaler. En del ville jo gøre det alligevel. Nu gives et tilskud på 2.500,- kroner. Måske skulle man overveje ideen på skoleområdet. Der gives jo i forvejen til privatskolerne, og når trængslen stiger, og kvaliteten falder i folkeskolen, så vil flere alligevel gå den vej. Der var lige den hage ved det med høreapparaterne, at de offentlige høreklinikker nu drænes for kvalificeret arbejdskraft, som suges over i det private, så de offentlige køer bliver endnu længere.

Ærgerligt, for mange politikere kunne tilsyneladende godt bruge et høreapparat meget snart.

Pia Møller er folkeskolelærer