Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Viceskoleinspektør Lene Hansen, Mogenstrupskolen, er død, 42 år.
Lene begyndte som viceskoleinspektør på Mogenstrupskolen 1. september 1997. Vi mødte Lene med store forventninger. Rygtet om hendes kvaliteter var ilet i forvejen. I modtagelsen af Lene tilkendegav vi vore forventninger. Alle skolens fagudvalg hæftede røde bånd til Lene.
Med ildhu, engagement og faglig viden tog hun fat med nye spændende, pædagogiske ideer. Lene forfulgte altid sine høje mål. Svigtede aldrig.
En beundringsværdig indsats, der ikke alene fremtvang respekt for Lenes engagement og arbejdsindsats, men også for hendes faglige og menneskelige indsigt. Lene blev på ufattelig kort tid en så væsentlig del af skolens hverdag, at vi ofte glemte, hvornår hun var blevet ansat.
De mange røde bånd blev brat skåret over, da vi tirsdag den 18. august modtog meddelelsen om Lenes alt for tidlige død. Da skoleåret begyndte, forventede vi snart at skulle se Lene igen. Sådan gik det ikke. Uforstående står vi alle tilbage med et tab af et menneske, der på alle måder berigede og inspirerede os.
Vores dybeste medfølelse går til Lenes familie.
Personalet ved Mogenstrupskolen