Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Når eleverne i de to 6.-klasser på Skovbyskolen kommer ind fra frikvarter, kan de altid se på tavlen, hvad de skal lave i de næste 45 minutter. Uanset hvilken lærer de har. Det giver både eleverne ro til de enkelte opgaver og mere tempo i arbejdet.
Dagsordenen er et resultat af, at lærerteam omkring klasserne sidste skoleår begyndte at mødes en gang om måneden. Det sker under håndfast ledelse af de to klasselærere for 6.-klasserne på Skovbyskolen i Galten Kommune, Jette Bechgaard og Elisabeth Thorsen. Men de to skulle have et puf udefra, før de turde påtage sig rollen som leder for deres kolleger i lærerteam.
- Vi ville gerne styrke samarbejdet i vores team, men vi var usikre på, om vi som de eneste lærere på skolen kunne tillade os at indkalde vores kolleger til ekstra møder, siger Jette Bechgaard.
De to lærere luftede deres tanker - og bekymringer - for skoleleder Jens Hauberg. Han var med på idéen og foreslog, at de to klasselærere fik lektor Hanna Mølgaard fra Silkeborg Seminarium som vejleder eller supervisor, om man vil. Så havde de én, som kunne give dem modspil.
- Vi talte meget om læreres mødetræthed, og Hanna fik os til at overveje, hvordan vi kunne undgå, at alt for mange lærere går til alt for mange møder om alt for lidt, fortæller Jette Bechgaard.
I fællesskab fandt de ud af, at trætheden i høj grad skyldes, at der går for lang tid, inden lærere kommer i gang med deres møder.
- Først skal vi have kaffe, så skal vi tale lidt om hende, der har fået et barn med kolik, og så skal vi vente på en kollega, som absolut skal give en elev en nøgle. Derfor blev vi enige om, at vi ville sætte struktur på vores teammøder med en dagsorden, så alle på forhånd ved, hvad vi skal igennem. Samtidig satte vi tidspunkt på, hvornår mødet er slut, siger Jette Bechgaard.
Spørgsmål til dagsordenen
Dagsordenen rejste et nyt problem, fordi den for alvor gjorde klasselærerne til mødeledere.
- Hvis en dagsorden skal kunne bruges til noget, skal den ikke blot indeholde nogle punkter. Som klasselærer skal jeg have gjort det klart, hvad jeg selv mener om de enkelte punkter, så jeg kan fortælle, hvad jeg synes, vi skal beslutte. Mit synspunkt står selvfølgelig til forhandling, men hvis alle er enige i det, behøver vi ikke bruge tid på at tage en runde, hvor vi hører alles mening, siger Jette Bechgaard.
- Men vores lærerkultur siger, at vi alle er lige, så jeg havde svært ved at acceptere, at jeg faktisk er direktør i min egen klasse. Men det er nødvendigt at tage den rolle på sig. Den ligger lige under overfladen i forvejen, for hvis nogle af eleverne i min klasse laver ballade på skolen, får jeg at vide, at det må jeg tage mig af. 'Det er dine elever', siger de andre.
Det viste sig, at de to lærere slap godt fra at tage styringen.
- Vores kolleger opfattede os slet ikke som højrumpede. Men det var alligevel rart, at vi fik et rygstød fra Hanna, når nu vi var så nervøse og usikre, siger Elisabeth Thorsen.
- Ja, hun var god til at stille spørgsmål til, hvorfor jeg havde skrevet min dagsorden på den og den måde, siger Jette Bechgaard.
- Og hun blev ved, selv om jeg svarede, at det havde jeg ikke tænkt på, ud over at jeg gerne ville høre de andre om deres mening. 'Jamen, hvad vil du opnå, og hvor meget må punktet fylde på mødet?', spurgte hun så. Jeg var nødt til at melde klart ud med min egen mening, siger Jette Bechgaard og understreger, at det kun er en fordel, at man ved, hvad man selv vil.
- Tidligere søsatte jeg en idé i det stille for at se, om nogle af de andre sejlede med. I dag sætter jeg den i vandet med brask og bram. Så må det vise sig, om ideen er sødygtig, siger hun.
Fokus på søde piger
Jette Bechgaard og Elisabeth Thorsen føler begge, at de er blevet styrket som lærere af supervisionen. Men deres mod til at optræde som direktører er også smittet af på kollegerne, og det har gjort deres samlede undervisning bedre.
- Tidligere nåede vi aldrig at tale om de søde piger forud for skole-hjemsamtalerne, men Hanna Mølgaard gjorde os opmærksomme på, at vi ikke kun skulle fokusere på de vanskelige elever. Derfor brugte vi et teammøde til at snakke om, hvilke elever der får henholdsvis lidt og meget ud af undervisningen hos hver af os. Det kan lige så godt være den dygtige elev, der ikke får noget ud af undervisningen, så på den måde fik vi flyttet fokus fra eleverne over på os selv. Og så kunne jeg spørger de andre, hvordan de fanger en elev ind, som jeg har svært ved at nå med min undervisning, siger Jette Bechgaard.
Elisabeth Thorsen mener, at møderne tangerer kollegial supervision.
- Vi begyndte i hvert fald at bruge hinanden på en bedre måde. Tidligere sad vi på lærerværelset og brokkede os over eleverne, men vi gjorde aldrig noget ved det, siger Elisabeth Thorsen.
For ikke at forfalde til løs snak om de samme elever gang på gang udvælger klasselæreren to-tre elever, som hun ønsker, at lærerteamet fokuserer på i det næste stykke tid. På den måde når lærerne hele klassen rundt i løbet af skoleåret.
- I de fleste tilfælde giver vi blot eleverne lidt ekstra opmærksomhed, for eksempel står vi der, når den urolige elev begynder at tromme i bordet, siger Jette Bechgaard og tilføjer, at det gode ved møderne er, at alle lærere ved, hvad der foregår i klassen, og at de tager fælles beslutninger.
- Det giver en god klasse, når eleverne ved, at vi lærere er enige om, hvordan de skal arbejde i timerne, siger hun.
stan
Det giver en god klasse, når eleverne ved, at vi lærere er enige om, hvordan de skal arbejde i timerne, siger Jette Bechgaard og Elisabeth Thorsen
Lærerkultur siger, at vi alle er lige, så jeg havde svært ved at acceptere, at jeg faktisk er direktør i min egen klasse