Nu må de pædagogiske uddannelser og forskningsinstitutioner i Danmark tage ansvaret for egen læring og i fællesskab komme med et oplæg til den fremtidige struktur på området. Vi kan ikke sidde og lurepasse, indtil Folketinget dikterer vores fremtid, siger rektor for Danmarks Lærerhøjskole (DLH), Tom Ploug Olsen.

Opfordringen kommer efter offentliggørelsen af Evalueringscenterets rapport om Danmarks Lærerhøjskole, og før Undervisningsministeriet spiller ud med en ny struktur for de pædagogiske uddannelses- og forskningsinstitutioner, en struktur, som efter al sandsynlighed vil reducere antallet af institutioner.

Danmarks Pædagogiske Universitet

Danmarks Lærerhøjskole (DLH) har allerede inviteret kolleger og konkurrenter med i samarbejdet om en helt ny institution, Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), der ifølge DLH skal forbinde den pædagogiske forskning, grund-, efter- og videreuddannelse ikke bare på grundskoleområdet, men for alle 0-18-årige.

Ifølge Lærerhøjskolens skitseforslag skal DPU og dets regionale centre sikre lærerkvalifikationer og undervisningskompetencer, forske i skole- og undervisning samt løse udviklingsopgaver for amter, kommuner, det lokale erhvervsliv og det omgivende samfund.

I den form, Danmarks Pædagogiske Universitet er skitseret, rækker det ind over områder, som i dag dækkes af Danmarks Pædagogiske Institut (DPI), Danmarks Pædagoghøjskole, Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse, de pædagogiske institutter på universiteterne samt landets 18 lærerseminarier og 32 pædagogseminarier, og fra de kanter er der ikke den store begejstring for DPU-visionen.

Forkert forskningsprofil

Per Frimer-Larsen, der er formand for seminariernes rektorforsamling, vil gerne samarbejde med DLH, men DPU-visionen er alt for centralistisk og københavnerstyret, mener han:

- Vi kan samarbejde om meget, men det skal være i en struktur, hvor de enkelte samarbejdsparter løser hver sin del af den samlede opgave, og hvor parterne er selvstændige i forhold til København. Det er de ikke i DPU-visionen, siger Århus-rektoren.

DLH, som modsat seminarierne er en forskningsinstitution, forestiller sig, at DPU skal bindes sammen af forskningen, men dén køber Per Frimer-Larsen heller ikke:

- Jeg så gerne, at der var en institution, som kunne samle op på resultaterne fra de mange forskellige udviklingsarbejder, der laves - både af seminarierne og af Lærerhøjskolens afdelinger. Det er vigtigt, at nogle samler de lokale erfaringer op og forsker i det. Men ingen siger, at det skal være DLH, der gør det. Evalueringsrapporten viser jo netop, at DLH ikke i tilstrækkelig grad laver egentlig pædagogisk forskning. De laver forskningsbaseret udviklingsarbejde ligesom vi, siger Per Frimer-Larsen.

Rektor mister jobbet

Rektor Flemming Andersen fra Danmarks Pædagoghøjskole, som efter- og videreuddanner pædagoger, afviser ligeledes DLH's tanker om et pædagogisk universitet:

- Vi er meget interesserede i DLH, men ikke i DPU. Visionen er alt for top- og folkeskoletung. DPU er Lærerhøjskolens vision. Vi har vores vision, DPI har sikkert også sin, og hvis vi skal samarbejde, skal det ikke være om DLH's særlige vision.

Flemming Andersen tror ikke, at det er en god ide med en landsdækkende institution som den, DLH forestiller sig:

- Jeg tror meget mere på CVU-modellen, altså på selvstændige regionale centre for videregående uddannelser, der kan tilpasses lokale forhold.

Der er faktisk meget få landsdækkende uddannelsesinstitutioner tilbage i Danmark. Der er DLH, Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse og os. Når det 21. århundredes institutionsstruktur er færdig, tror jeg ikke, at jeg vil have det her job, for der er ikke brug for en landsdækkende organisation som vores i fremtiden.

Foragten for praksis

Pædagogisk Institut på Københavns Universitet har ikke drøftet DLH's tanker om et pædagogisk universitet, men Lars Jakob Muschinsky, der er lektor i pædagogik, har fulgt debatten, og han finder DLH's planer dybt problematiske.

- Forslaget indeholder en uklar sammenblanding af interesser. Institutionsinteresser blandes med forskningsinteresser, som igen blandes med bevillingsinteresser. Det hele er meget centralistisk tænkt, og derfor er det svært at forholde sig til, siger Lars Jakob Muschinsky, som tvivler på, at et pædagogisk universitet med en så bred portefølje overhovedet kan etableres på et fagligt kvalificeret grundlag.

- For en lærer eller pædagog gælder det hele tiden om at finde en acceptabel mening i det, han gør. For forskningen gælder det måske snarere at forstå tingene lidt mere udefra, som med et troldspejl. Det er to forskellige former for praksis. Den ene er ikke bedre end den anden, men de er forskellige, og derfor skal de ikke dyrkes samme sted. Jeg tror, at man vil skade lærergerningen, hvis uddannelsen - og tilsvarende mellemlange professionsuddannelser - lægges ind som bacheloruddannelser på universiteterne eller på et pædagogisk universitet. Hvis ikke praktikeruddannelserne tages alvorligt netop som praktikeruddannelser, får vi halvdårlige akademikere i stedet for gode lærere. Med den slags projekter desavouerer man efter min mening praksis og den specielle eftertænksomhed, som er knyttet til det. En lærer skal basere sin faglighed på og formidle den med fornemmelse, konduite og humor. En forsker analyserer. Begge dele er godt og vigtigt, men det er ikke det samme, og derfor skal uddannelserne heller ikke underlægges den samme tænkning og placeres samme sted.

Modsætningen

Det panel, som evaluerede DLH, anerkender de tanker og tendenser, som ligger bag DLH's planer om et pædagogisk universitet, men selve visionen levnes ikke mange chancer i evalueringsrapporten. DLH skal, skriver panelet, komme ud over '. . . sin centralistiske selvforståelse af, at alt, hvad der kan knyttes til pædagogisk arbejde og pædagogisk forskning, bør være forbundet i et netværk, hvor DLH er centralt placeret'. Samtidig kritiserer panelet, at DLH ikke har erkendt modsætningen mellem på den ene side det pædagogiske universitet og den forskning, der er knyttet til det, og på den anden side det at lave efteruddannelse, udviklingsarbejde og formidling '. . . med henblik på folkeskolens tarv', sådan som Lærerhøjskolen skal. Et universitet bør ikke, skriver panelet, have '. . . særlige funktionelle eller organisatoriske forbindelser til en del - om end en meget vigtig del - af uddannelsessystemet'.

Genmæle

Nils Holdgaard Sørensen, der er prorektor på DLH, forstår ikke kollegernes og konkurrenternes kritik af det pædagogiske universitet:

- Vi tror ikke, at vi skal bestemme det hele. Vores skitse til Danmarks Pædagogiske Universitet var og er netop tænkt som en invitation til et samarbejde om fremtidens institutionsstruktur. Det er et forsøg på at opbygge en dynamisk sammenhæng omkring grund-, forsker-, efter- og videreuddannelserne på hele det pædagogiske område, og den sammenhæng, tror vi, er vigtig. Og jeg tror, at de pædagogiske grunduddannelser ville kunne bruge et mere forskningsbaseret udgangspunkt. Der sidder mange dygtige medarbejdere på seminarierne, det ved vi, men så lad os da samarbejde. Lad os udnytte det, vi hver især er gode til, siger Nils Holdgaard Sørensen, som samtidig afviser, at der kan sættes lighedstegn mellem seminariernes og DLH's udviklingsarbejder og forskning:

- Seminarierne kan ikke sikre forskningskvaliteten. De har ikke de samme forskningsmidler som vi, og de har heller ikke vores erfaringer med for eksempel forskningsvogtning, forskeruddannelse og kvalitetskontrol. Det er der ikke noget at sige til, for seminarierne er ikke forskningsenheder. Det er DLH, og det er en vigtig forskel.

Evalueringspanelets skarpt optrukne linje mellem universitær forskning på den ene side og forskningformidling til gavn for folkeskolen på den anden afviser Nils Holdgaard Sørensen kategorisk:

- Det, der gør DLH interessant i en international forskningssammenhæng, er, at vi i vores forskning beskæftiger os med skolens praksis og med hverdagen i klasseværelset. Netop fordi vi har praksis med, er vi interessante, og det er derfor, andre forskere henvender sig til os. Vores internationale gennemslagskraft som forskningsinstitution kan altså ikke måles på antallet af referee-bedømte afhandlinger, sådan som panelet gør det. Det er simpelthen en katastrofe, at panelet på den måde overser det, som det internationale forskningssamfund er opmærksom på, siger DLH's prorektor.

Mikkel Hvid er freelancejournalist