e store elever hænger på bænkene. De små tøver med at tage det første skridt ud i den uoverskuelige skolegård. De mellemste triller lidt til en bold uden den helt store entusiasme.

Mange elever får med andre ord ikke løst op for spændingerne fra det stillesiddende arbejde i timerne. Derfor er nogle lærere og skoleledere begyndt at ændre på de golde asfaltørkener, som har set sådan ud siden 1920'erne, fordi eleverne blot skulle luftes i dem.

En flad, firkantet og asfaltbelagt skolegård appellerer ikke til, at eleverne leger og bevæger sig. Eleverne skal have flere muligheder at vælge imellem.

Vadum Skole nord for Aalborg er en af de skoler, der har gjort noget ved indretningen af skolegården.

- Vi har brudt noget af asfalten op til fordel for oplevelsesmiljøer med forhøjninger, bevoksninger, stensætninger og træer, som eleverne nu kravler i, fortæller skoles leder, Søren Dybdal Møller.

- Eleverne skal ikke kun bruge gården til at puste ud i frikvarteret. Udemiljøet skal bidrage til deres udvikling. Derfor skal en skolegård fremme legen og dermed læringen, siger Søren Dybdal.

Selv om gården nu er indrettet i mindre rum, hvor eleverne kan få pirret deres sanser, har Vadum Skole ikke glemt alle de børn, der gerne vil spille bold. Der er lavet baner til basketball, hockey og småfodbold på et område, hvor der tidligere var cykelskure.

- Det er eleverne utroligt glade for, siger Søren Dybdal, der er godt tilfreds med, at skolen har investeret 300.000 kroner på skolegården.

- Eleverne leger måske ikke mere end tidligere, men de leger mere varieret, og det er godt både for udviklingen af deres kroppe og for udviklingen af deres fantasi. Der er også mere ro omkring dem, fordi de ikke er tvunget til at lege det samme påén gang. I og med at vi har delt skolegården op i flere rum, har de ikke så mange muligheder for at irritere hinanden, siger Søren Dybdal og peger på endnu en fordel ved en god skolegård.

Børnene bruger den døgnet rundt. Det er godt, for hvis de holder af at komme på skolen i deres fritid, kan de også lide at være her i skoletiden, mener skolelederen.

Elever bliver gladere

Vejgaard Østre Skole ligger klemt inde mellem boligkarréer i Aalborg. Derfor er det med at udnytte den sparsomme plads bedst muligt. Men indtil for et par år siden kunne byskolen kun byde eleverne på en kedelig asfaltgård omgivet af høje bygninger.

Sådan havde den sikkert set ud endnu, hvis ikke skolens daværende viceskoleinspektør, Sven Løntoft, for tre år siden var blevet købt fri til en midlertidig stilling i byens børneårssekretariat.

- Jeg blev inspireret af mit arbejde med børneåret i Aalborg, så da jeg kom tilbage til skolen, kunne jeg pludselig se, at vi manglede noget til børnene i skolegården, fortæller Sven Løntoft.

Skolen fik brudt en fjerdedel af asfalten op til fordel for en naturlegeplads med store sten og et væltet træ, som eleverne kan springe og kravle rundt i.

- Selv om vi fik forskellige niveauer ind i skolegården, beholdt vi et fladt stykke asfalt med mål til fodbold og basketball. Det ville de større elever gerne have, siger Sven Løntoft, der forhørte sig i elevrådet, inden han gik i gang med at ændre skolegården.

Men det viste sig, at større elever også gerne vil klatre rundt. I modsætning til en gynge er der ingen færdige opskrifter på, hvad sten og træer skal bruges til. Eleverne gemmer sig bag stenene, de leger jorden er giftig, og de opfinder helt nye lege. Sven Løntoft er overbevist om, at en god legeplads giver gladere børn.

- En skolegård, som bare består af asfalt, lægger ikke op til fysisk aktivitet. Eleverne kan selvfølgelig løbe rundt, hinke, sjippe, spille bold og gå rundt, mens de snakker. Men så er mulighederne også ved at være udtømte. Derfor bliver mange inde i frikvarteret, sige Sven Løntøft.

- Det er synd, for når eleverne kommer ud i en god skolegård, får de både rørt sig og frisk luft til hjernen. Det gør dem gladere og mere motiverede, siger Sven Løntoft.

I dag er Sven Løntoft skoleleder på Højvangskolen i Svenstrup syd for Aalborg. I modsætning til den indeklemte byskole på Christen Kolds Vej har skolen masser af udenomsplads med volde, bålplads, boldbaner og traditionelle legeredskaber. Alligevel overvejer Sven Løntoft at anlægge en naturlegeplads a la den på Vejgaard Østre Skole.

- Foreløbig er det kun en strøtanke, men den er værd at arbejde videre med, for det behøver ikke blive så dyrt. Her skal vi ikke bruge en masse penge på at bryde asfalt op og fylde grus ned som på byskolen, hvor der skulle graves 40 centimeter af, siger Sven Løntoft.

Et signal til eleverne

Da Henrik Hiis for fem år siden blev ansat som lærer på Gammel Lindholm Skole i Nørresundby, fik han Ø-timer til at få nye idéer til skolegården. Dermed tog skolen sit eget mål om at skabe trivsel for eleverne alvorligt.

I dag har eleverne på skolen blandt andet en klatrevæg, kampesten, træstammer, solgård med rislende vand, baner til boldspil og ramper til mooncars.

- Når eleverne har været inde i et modul på to gange 45 minutter, skal de ikke kun kunne løbe efter en bold. De skal også have mulighed for at klatre og for at kravle ind i huler. Det giver mere rolige frikvarterer, især for de små, siger Henrik Hiis, der også lægger vægt på den æstetiske side af den nye skolegård.

- Alle mennesker har behov for at være omgivet af noget smukt. Omgivelserne er også et signal om, hvordan vi som samfund vil behandle børnene, så mange flere skoler bør gå i gang med at ændre deres gårde, siger Henrik Hiis, der har oplevet mange forhindringer undervejs.

- Jeg mødte tit en kan det nu betale sig-holdning blandt forældre og andre lærere. De ville hellere bruge penge på ny asfalt til skolegården, for det kunne eleverne i det mindste ikke splitte ad, siger Henrik Hiis.

Det kostede omkring 150.000 kroner at ændre skolegården på Gammel Lindholm Skole. Henrik Hiis erkender, at det kan virke voldsomt at bruge så mange penge på skolegården, især når der ikke er råd til nye bøger i kristendom. Men halvdelen af pengene fik skolen fra en fond på betingelse af, at de blev brugt til skolegården.

- Vi kunne ikke bare købe bøger for de penge, men det argument prellede af på kritikerne, siger Henrik Hiis.

Elever reagerer kritisk

Eleverne har også voldt problemer. Henrik Hiis indledte projektet med en konkurrence, hvor eleverne skulle tegne deres forslag til, hvordan skolegården kunne se ud. Det kom der alle mulige og umulige forslag ud af. For eksempel ville det være en dårlig idé med en hoppeborg, fordi et enkelt stik med en kniv ville gøre den ubrugelig. Og et gennemgående forslag om et højt klatretårn kunne ikke opfyldes af hensyn til kravet om sikkerhed.

- Vi arbejdede videre med de realistiske forslag, men det ville blive alt for dyrt at etablere dem alle. Derfor måtte vi til at skære væk, så da skolegården endelig stod færdig, brokkede eleverne sig, fordi de havde svært ved at genkende deres egne forslag, siger Henrik Hiis.

Alligevel vil han ikke se bort fra eleverne, hvis han senere skal stå for et lignende projekt.

- Nej, slet ikke. Men jeg vil være forberedt på, at eleverne reagerer på den måde. Jeg vil også være klar over, at det ikke er alle faciliteter, der bliver brugt lige meget. Jeg vil også vide, at pigerne i de større klasser ikke begynder at klatre løs, fordi de får muligheden. Man laver ikke deres verdensbillede om med en klatrevæg. De skal have nogle kroge, hvor de kan sidde og hygge sig sammen, siger Henrik Hiis.

Henrik Stanek er freelancejournalist