Børn arver dårlig kropsbevidsthed
Skolelægernes viden om elevernes sundhed bruges ikke til ret meget
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
ver anden elev forlader folkeskolen med dårlig ryg. Sådan behøver det ikke være, men det kræver, at lærerne bliver bedre til at udnytte skolelægernes viden om elevernes sundhed.
- Når vi undersøger eleverne i forbindelse med udskolingen, angiver over halvdelen af dem, at de har ondt i ryggen. Samtidig ved vi, at der er stor risiko for, at børn får dårlig ryg, hvis forældrene også har det. Børnene arver forældrenes måde at bruge kroppen på. Det må vi kunne forebygge, siger Annette Storr-Paulsen, der er børn og unge-læge i Helsingør Kommune.
- Børn skal undervises i ergonomi, så de bliver bevidste om, hvordan de bør bevæge sig. Det kan de kun blive, hvis de voksne også er bevidste om det, siger Annette Storr-Paulsen.
Sammen med en kollega gennemfører hun i dette skoleår et forebyggende projekt med de 500 elever på Skolen ved Rønnebær Allé i Helsingør. De to læger vil undersøge, om oplysning til forældrene, tidlig forebyggelse og undervisning i ergonomi kan hindre, at så mange børn får rygsmerter.
- Forældrene skal naturligvis have at vide, at de er medansvarlige. Men det er lærerne også. De skal forstå, at eleverne skal bevæge sig, mens de bliver undervist. Men det er op til lærerne selv at komme med ideer til, hvordan det kan foregå, siger Annette Storr-Paulsen og understreger, at der ikke er tale om endnu et emne, som lærerne skal undervise i.
- Det er mit håb, at bevægelse og kropsbevidsthed bliver en naturlig del af lærernes almindelige undervisning, siger hun.
Henrik Stanek er freelancejournalist