Anmeldelse

Kommunismens sammenbrud

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De fleste lærere husker det sikkert selv! Alene forsiden med mennesker, der rækker hen over den graffitimalede Berlinmur, vækker erindringen hos mange voksne.

Man kan huske rækken af politiske begivenheder i Østeuropa, som begyndte med magtskiftet i Moskva i 1985, hvor Gorbatjov tiltrådte, frem til Berlinmurens fald få år senere og Tysklands genforening kort efter samt Sovjetunionens opløsning og dannelsen af en række nye østeuropæiske lande.

Begivenheder, som de fleste voksne i dag husker og var "vidner" til, og som i dag er blevet historie. For nutidens skoleelever er disse begivenheder imidlertid udelukkende historie, som de kun har hørt og læst om.

I bogen "Kommunismens sammenbrud" får man kort opsummeret historien om kommunismens opståen med Marx' teori, Lenin og dannelsen af Sovjetunionen, Stalins magtovertagelse og konsolidering, ekspansionen i Østeuropa efter anden verdenskrig, den kolde krig, oprørene i Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968 og endelig det førnævnte sammenbrud.

Alt sammen er det fortalt på en let forståelig måde, som gør bogen tilgængelig for skolens ældste elever og til et bidrag i arbejdet med efterkrigstidens Europa.

Teksten i bogen bliver ledsaget af såvel illustrationer af ældre dato som nyere billeder, der viser for eksempel demonstrationer i Polen (Solidaritet), køer ved butikker i Moskva og jublende tyskere ved Berlinmuren i efteråret 1989. Men også en række personlige skildringer fra forskellige perioder er med til at give hele emnet et bredere indtryk.

En tidslinje bagerst i bogen kan være med til at sætte begivenhederne i den rette sammenhæng, og i bogens afsluttende kapitel bliver der lagt op til nutiden og især fremtiden. Fik kommunismens sammenbrud folk i de berørte lande til at få et bedre liv? Afsluttende kan man fortsætte dette tema over på de tidligere centralasiatiske Sovjetrepublikker, som i flere tilfælde stadigvæk ledes af tidligere kommunister i diktaturlignende styrer.

Bogen er et oplagt køb til skolebiblioteket, hvis man i skolens ældste klasser vil arbejde med emner som kommunisme, den kolde krig, murens fald eller omvæltninger/forandringer i Europa.