Småt er godt

Umuligt at deltage i aftenmøder, hvis økredsene nedlægges

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Småt er godt, siger de små kredse. Stort er godt, siger de store kredse. Når man spørger dem. Dafolo spurgte og fik disse svar. I sin slutrapport foreslår Dafolo, at foreningen ikke ændrer den nuværende kredsstruktur bortsat fra nogle 'økredse, som vi foreslår sammenlagt nu'. Der er ingen nærmere beskrivelse af, hvilke økredse der er tale om.

Samsø Lærerkreds har 45 medlemmer og er bestemt ikke glad for tanken om at blive nedlagt.

'Det betyder noget for os, at vi er med. Ellers er vi bare en ø ude i vandet et sted', siger kredsformand Harald Sørensen.

Han fremhæver, at kredsens møder som regel er velbesøgte. Omkring halvdelen kommer til generalforsamling, og når han som kongresdelegeret skal 'klædes på' af sine medlemmer, kommer der omkring 10-15 stykker.

'Jeg tror ikke, der er forskel på, hvad vi kan tilbyde medlemmerne, og hvad en større kreds kan tilbyde. Det er en illusion at tro, at åbningstiden på kredskontoret har betydning. Jeg ser de fleste medlemmer hver dag, for vi arbejder det samme sted', siger Harald Sørensen.

Hvis Samsø Lærerkreds bliver nedlagt, vil medlemmerne have svært ved at deltage i møder, da der ikke er færgeforbindelse, hvis man skal til møde om aftenen på fastlandet.

Vi har døgnåbent

Læsø Lærerkreds har 35 medlemmer, og størstedelen møder op, hvis det er et vigtigt emne, der skal diskuteres, fortæller kredsformand Flemming Vasegaard.

'Jeg tror, medlemmerne bliver kede af det, hvis kredsen bliver nedlagt. Så bliver vi bare en for længst glemt blindtarm til en stor kreds og kommer til at føle os meget isolerede'.

'Som det er nu, har kredskontoret jo nærmest døgnåbent. Det er let at få fat i os fra kredsstyrelsen, for vi arbejder jo samme sted'.

Til argumentet om, at det kan være svært at give den samme service til de små grupper af medlemmer som i en stor kreds, siger Flemming Vasegaard, at Læsøs aftaler da ikke er de ringeste i landet.

'Vi har to børnehaveklasseledere, og det er rigtigt, at det er svært at vide alt på området, men vi ved, hvor vi skal spørge, og det gør vi så'.

Hvis Læsø Lærerkreds bliver nedlagt, vil et aftenmøde i den nye kreds betyde en overnatning, da der kun er færgeforbindelse til ved 20-tiden.

Imod overtagelse

Sindal Lærerkreds har omkring 165 medlemmer. Her er der ingen problemer med færgeforbindelser, hvis man nedlagde kredsen, men kredsformand Ole Petersen understreger, at man ikke går ind for fjendtlig overtagelse. Det har været forsøgt tidligere, og medlemmerne i Sindal er stadig imod.

'Vi mener, at vi er helt og aldeles lige så gode som andre kredse. Vi har samme kvalitet, og så er vi hurtigere, fordi vi har lokalkendskabet og er tæt på hinanden. Børnehaveklasselederne serviceres fuldt ud her, og deres aftaler er lige så gode som andre steder i landet. Vi mener, vi har styr på det', siger Ole Petersen.

Han fortæller, at kredsen nyder godt af at kunne låne fællestillidsrepræsentantens kontor på en skole, for kredsen har ikke råd til at betale leje af lokale.

'Vi har diskuteret det, og medlemmerne har sagt, at vi skal køre videre, selv om det betyder et højt kontingent. Faktisk er det steget 80 kroner på én gang, men det havde ingen indvendinger imod.

Ole Petersen mener, at amtskredsen er vigtig for en lille kreds som Sindal Lærerkreds, fordi det er her, man orienterer hinanden. Han tror ikke, at nedlæggelse af amtskredsene vil betyde en fladere struktur.

'Men det vil betyde mere magt til hovedstyrelsen', siger han.

hela