Unge er zappere. Unge lever i subkulturer. Unge er løsrevet fra deres miljø og opvækst.

Det er nogle af de tanker, der præger ungdomsforskningen i den vestlige verden. De samme tanker ligger bag gymnasiereformen og Reform 2000, som for seks år siden ændrede erhvervsuddannelserne radikalt.

Uddannelserne er baseret på zappende unge og er derfor indrettet, så eleverne kan træffe flere individuelle valg og skræddersy uddannelsen til deres eget livsprojekt.

Men teorierne passer dårligt til en del af de unge, der forlader folkeskolen for at begynde på en erhvervsuddannelse, mener Jette Larsen.

Hun er lærer på Dansk Center for Jordbrugsundervisning (DCJ) i Beder ved Århus og har netop skrevet en ph.d.-afhandling på Roskilde Universitetscenter.

Jette Larsen fulgte en gruppe elever på uddannelsen til anlægsgartner og en gruppe mekanikerlærlinge for at finde ud af, hvordan de oplever uddannelsessystemet og deres egen rolle i det.

Det viste sig, at de mest af alt tænker på at få et helt almindeligt arbejde.

»Man siger, at de unges uddannelsesvalg er en del af deres store selviscenesættelse, men det ligger den her gruppe meget langt fra. De vil bare gerne arbejde med planter eller biler og have et almindeligt arbejde. Det er der ikke meget selviscenesættelse over«, siger Jette Larsen.

Hun understreger, at ligesom man ikke kan generalisere om alle unge, kan heller ikke alle elever på erhvervsuddannelser sættes i samme bås. Hendes iagttagelser gælder de grupper af anlægsgartnere og mekanikerlærlinge, hun har studeret.

Hun er sådan set enig med ungdomsforskerne i, at unge kan ses som zappende og identitetssøgende.

»Problemet er, at teorier om en samfundsudvikling nærmest er blevet til en diagnose af ungdommen. Det er blevet til, at man siger, at unge er én bestemt slags mennesker. Hvis man på forhånd har givet en diagnose, mister man noget i forhold til at forstå de unge, man så gerne vil møde der, hvor de er«, siger Jette Larsen.

Et andet livsprojekt

Det er ikke nyt, at elever på erhvervsuddannelser skiller sig ud i forhold til andre unge. I 1993 viste en undersøgelse af 16-19-årige i Københavns-området, at deres ønskeforestillling om et fremtidigt job var, at de skulle lave »noget andet end et almindeligt arbejde«. Jette Larsen har kigget nærmere på tallene og kommet frem til, at for de unge, der gik på det daværende efg, forholdt det sig stik modsat. De ønskede sig et helt almindeligt arbejde.

Det betyder dog ikke, at de ikke er i gang med at finde ud af, hvem de er. De har også mange uddannelser at vælge mellem. De er bare i gang med et helt andet livsprojekt end mange af deres jævnaldrende.

»De unge, jeg har fulgt, går ikke så meget op i, om de er hiphoppere eller tilhører en anden subkultur. De er meget præget af deres opvækst og søger efter det, de kender i forvejen. De går mest op i, at de arbejder, og forsøger at finde deres identitet i forhold til det«.

Denne gruppe har brug for en vejledning, der passer til dem. Det oplever de ikke altid, at de får.

»Generelt får eleverne ikke særlig meget at vide om erhvervsuddannelserne. De elever, som vejlederne vurderer er dygtige, bliver frarådet at tage en erhvervsuddannelse. De bliver rådet til at gå på gymnasiet. Omvendt bliver nogle af de elever, der ikke er så stærke i folkeskolen, overraskede over, hvor højt det teoretiske niveau er på uddannelserne. Vejlederne får tilsyneladende ikke rigtig formidlet, hvor svært det kan være«.

Vidtgående hensyn

I forsommeren kom Socialdemokraterne med et uddannelsespolitisk oplæg, der netop lægger op til, at der skal være mere sammenhæng i uddannelserne. Partiet foreslår, at de ni års skolegang skiftes ud med 12 år, så alle tager en videre uddannelse end folkeskolen. Uddannelserne skal lægges ind under regionale overbygninger, Centre for Ungdomsuddannelser, og de forskellige ungdomsuddannelser skal høre under én lov og ét styringssystem, men stadig tilbyde en bred vifte af forskellige ungdomsuddannelser med hver sin profil, foreslår partiet.

Jette Larsen synes, det er en udmærket idé, hvis nogle særlige kriterier bliver opfyldt.

»For de unge, jeg har talt med, er det afgørende, at det er en skole med en meget høj grad af kontakt og udveksling med erhvervslivet. Det skal være meget rettet mod arbejdslivet, fordi mange af dem er meget skoletrætte i slutningen af folkeskolen«, siger hun.

I Norge har unge allerede 12 års skolepligt.

»Vi kigger selvfølgelig meget på, hvad der sker i Norge, men der går de unge på en meget teoretisk og skolebaseret erhvervsuddannelse. Det vil ikke være godt for denne gruppe. Man bliver nødt til at tage vidtgående hensyn til dem«.

Kender ikke systemet

Elever på erhvervsuddannelser har flere muligheder for at få støtte i et uoverskueligt system. De har både en uddannelsesplan og en kontaktlærer at støtte sig op ad. Mange ved det bare ikke.

»Strukturen er jo sådan set fin nok. Det er fint, at der er nogle muligheder, men når eleverne ikke kender mulighederne, er det tomme ord. Systemet er for svært at overskue. Jeg har arbejdet i det her system i mange år, og det er først nu, det virkelig går op for mig, hvor lidt de kan overskue. Hvis man spørger nogle af dem om deres mesters efternavn og hans adresse, kan de ikke svare på det. Det er ikke, fordi de er dumme, de har bare så meget andet, de går op i. Men når de ikke kan svare på det, kan de heller ikke tage stilling til alle de ting, de skal i uddannelsessystemet«, siger Jette Larsen. .