Lærerne skal have mere i løn, og DLF-politikere har ansvar for at udvikle strategier, der kan opfylde det krav. Det synes at have sløje udsigter, når for eksempel Københavns Lærerforenings formand Jan Trojaborg i Folkeskolen nummer 33 forsøger sig med »nytænkning«.

Han påstår, at lærerne kun kan få mere i løn, hvis der aftales lokale lønpuljer. Det er hverken nytænkning eller strategiudvikling, og udsagnet bygger på en påstand, som er faktuelt forkert: »De organisationer, der ved Overenskomst 05 turde lade flest midler gå ud lokalt, kan også gafle flest penge«, skriver Trojaborg.

Men DLF følger den indbyrdes lønudvikling mellem organisationerne nøje, og påstanden har ikke hold i virkeligheden.

DLF's politik er at sikre reallønnen via centralt aftalte lønstigninger. Vi vil ikke længere bruge timers lokal lønforhandling på at flytte lønkroner fra den ene kollega til den anden. Overenskomst 05 betyder, at den lønstigning, Trojaborg gerne vil dele ud lokalt, allerede er sikret - blot til alle lærere i stedet for de enkelte, som Trojaborg havde lyst til at præmiere.

DLF er gået væk fra præmieshowet i Ny Løn - ikke fordi det skaber misundelse på lærerværelset, men for at modarbejde vores arbejdsgiveres lønstrategi. Ifølge deres tænkning har den ansatte ikke fortjent sin løn blot for at gøre sit arbejde, men skal gøre sig særligt fortjent - i konkurrence med sine kollegaer.

En strategi for reelle lønstigninger til alle lærere er et led i opgøret med den management-tænkning, som hersker i den offentlige sektor, og som langsomt, men sikkert er ved at ødelægge den. Både med hensyn til arbejdets indhold og vilkårene for det. Det opgør kræver reel nytænkning og alliance i stedet for konkurrence med andre offentligt ansatte.