Anmeldelse
Sanghits for børn
- med de bedste sange fra skolen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Denne samling indeholder 50 klassikere, heriblandt nogle, som i løbet af de sidste 25 år har fået klassikerstautus. Målgruppen er børn indtil ni år i skole og hjem, som der står i forordet. Materialet er emneinddelt: Morgen, aften, årstider, dig selv og så videre.
Indbinding er solid i stift bind, så den kan holde til at blive brugt. Typografien er stor, så det bliver nemmere at følge med for begynderlæserne, og inden de når så langt, kan børnene bruge de store, detaljerede illustrationer som læsebilleder. Det er en god ide, men gør samtidig, at det visse steder bliver svært at læse tekst, der står oven i en illustration. Illustrationerne er gode og sjove.
Udvalget består af gode og relevante sange, men de er jo netop udvalgt. Alle sange egner sig til fællessang, skriver forfatterne. Det er altså et af kriterierne for udvalget. Et andet er, at sangene bliver brugt i skolen i dag. Det er noget løse kriterier. Man kan sagtens finde sange, som man synes burde være med - hvor er for eksempel Halfdan Rasmussen? Jeg kunne ønske mig en mere præcis beskrivelse af kriterierne for udvalget.
Det er rart med en sangbog i stedet for en kopi, men udgivelsen kan ikke være "sangbogen" i musiktimerne. Den skal suppleres med andet. Hvis skolerne har penge tilovers, kan man købe et par klassesæt til den daglige sang i indskolingen.
To cd'er med alle sange indsunget følger med. Nogle med kor, andre solistisk, nogle med patos, andre af lette børnestemmer. Blandingen er god - det er rart at høre forskellige måder at synge på. Jeg savner dog, at man kan læse, hvem der synger.