Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Skoleledere, der drikker for meget; lærere, der siger op; forældre, der forlader skolebestyrelsen; sågar selvmord - det er hverdag i en engelsk skoleverden, hvor arbejdsmiljøet har fået en mavepuster af de sidste års opstramningspolitik kendetegnet af præstationsløn, nationale standarder og evalueringer.
En ny undersøgelse fra skolelederforeningen - National Association of Head Teachers (NAHT) - viser således, at hver fjerde skoleleder er alkoholiker eller drikker for meget.
127 ledere i Warwickshire deltog i undersøgelsen. De 22 sagde, at de var 'afhængige af alkohol'. Otte sagde, at de 'drak mere, end de skulle - et betydeligt antal hver dag'. Der er i alt 250 skoleledere i regionen.
David Hart, generalsekretær i NAHT, har - ifølge dagbladet The Guardian - gjort parlamentets uddannelsesudvalg opmærksom på, at der er 'klare og stadig tydeligere tegn på', at det er indførelse af præstationsrelateret løn, nye styresystemer samt regeringens ambitiøse nationale standarder, der 'tager sin told'.
Under dobbelt pres
De engelske lærere og skoleledere er kommet i krydsild mellem to nye magtfulde størrelser, i daglig tale kaldet Sats og Ofsted, der tilsammen skal bringe elevernes færdigheder op i toppen af den internationale superliga.
Sats - Standard Attainment Task - er regeringens nationale mål for, hvad eleverne skal kunne fagligt på de forskellige trin. Eleverne testes løbende i forhold til Sats.
Ofsted - Office for Standards in Education - evaluerer skoler. Kontoret blev oprettet i 1992 og hører under undervisningsministeriet.
'Skolelederne er dødtrætte af den mål-dagsorden - med mål, der bliver sat op år efter år efter år', siger David Hart.
61 af de 127 skoleledere har inden for det sidste år konsulteret en læge på grund af for højt blodtryk, depression, bulimi, udslæt eller søvnløshed. 44 bruger eller har brugt medicin. 42 søger aktivt et mindre stresset job.
Warwickshire, der er på Ofsteds toptreliste, 'er det sidste sted i verden, hvor man ville forvente den slags resultater', påpeger David Hart.
'Det pres, som skolelederne i de mere velfungerende områder lider under, er anderledes end det tryk, lederne lider under i de mere fattige områder, men de lider alle af stress'.
Lærer begik selvmord
Ikke kun lederne mærker trykket fra Sats og Ofsted. I januar begik en lærer i Eynesbury, Cambridgeshire, selvmord, efter at inspektorer fra Ofsted havde kritiseret hendes undervisning. Pamela Relf, 57, sprang i floden. Hun efterlod en håndskreven seddel, der gjorde det klart, at hun ikke længere kunne klare presset fra de nye krav. Ofsted gav skolen karakteren 'seriøse svagheder'.
I juni fik skolen delvist medhold i en klage. Ofsted medgav, at der havde været visse problemer i kommunikationen mellem de besøgende inspektorer og medarbejderne på skolen.
I juli sagde 12 lærere op på en skole i den sydvestlige del af London som følge af en Ofsted-inspektion, oplyser The Guardian, der ind over sommeren i en række artikler har rapporteret om skoleforholdene i landet.
Marts sidste år sagde tre lærere og en medhjælper op på en skole i Letchworth (en arbejderby i Hertfordshire), omtrent dagen efter at skolen havde modtaget det frygtede brev fra Ofsted om, at inspektorerne ville komme på besøg seks måneder senere. Skolen blev sidst evalueret i 1996 og fik dengang karakteren 'seriøse svagheder'.
'Da jeg så brevet fra Ofsted, blev jeg dårlig', siger skolens leder David Cripps.
'Jeg vidste, at det ville rive et år ud af mit liv. En kolossal masse arbejde ventede. Vi var nødt til at sætte det store show op. Jeg vidste, det ville blive forfærdeligt, og det blev det'.
Skolen bestod denne gang, dog skulle der mere plan i økonomien, og der var andre mindre ting, som skulle rettes op. Desuden skulle elevernes faglige niveau højere op i forhold til landsgennemsnittet og regeringens mål.
Inspektørerne anbefalede derfor blandt andet, at skoledagen blev forlænget med et kvarter, og at frokostpausen blev reduceret med ti minutter.
Da inspektorerne havde forladt arenaen, blev lærerne ramt af den velkendte post-Ofsted-depression, en 'mat og tom' følelse, fortæller David Cripps. Desuden forlod tre forældre skolebestyrelsen.
'De var volontører, og evalueringsrapporten fordrede mere, end de var forberedt på at give', forklarer formanden for skolebestyrelsen. I England giver mange forældre en hånd med i skolerne som ulønnet medhjælp.
'Set med inspektorernes øjne er en skole 'datadrevet'', siger skolelederen. 'Det er én måde at se verden på, men ikke en, jeg vil skrive under på. Jeg opfatter mit job som 'børnedrevet'. En masse af opgaverne i det her arbejde kan man simpelthen ikke kvantificere i en rapport, men de er essentielle for jobbet - omsorg og opdragelse for eksempel'.