Pigen rækker hånden ud mod veninden, der står i den modsatte ende af balancebommen. 'Kom nu! Kom nu herover', udfordrer hun.

Veninden holder godt fast i det store edderkoppespind af reb ved siden af, mens hun overvejer, hvordan hun skal angribe opgaven. Langsomt tager hun mod til sig og bevæger sig forsigtigt ud på den tynde bom.

Sammen med andre børn leger de to piger på Tarzanbanen på Fårvang Skole. Banen snor sig ind og ud mellem træerne bag skolen og strejfer undervejs en lang jordvold. På den anden side af den kan eleverne løbe uden for voksenopsyn. Det slidte græs vidner om, at mange tager turen op og ned ad volden.

'Legepladsen er så populær, at vi måtte spærre den af i en periode i vinter. Ellers havde børnene slidt græs og buske helt ned', fortæller skoleleder Jens Lundorff.

Den midtjyske skole indviede legepladsen for et år siden. Den er det indirekte resultat af en pyromanbrand, som lagde to barakker fra slutningen af 1960'erne i ruiner. Politikerne i Gjern Kommune besluttede at bygge en ny afdeling til de mindste elever på den gamle legeplads og bevilgede derfor 100.000 kroner til en ny. Desuden fik skolen tildelt 80.000 kroner, som kommunen hvert år afsætter til udearealerne på en af de fem folkeskoler.

Men 180.000 kroner rækker ikke langt, når man vil bygge en legeplads, der kombinerer traditionelle gynger og rutsjebaner med oplevelser, der kan stimulere børns fantasi og motorik.

'Vi bad et privat firma tegne en legeplads til os, men vi gjorde det klart, at vi ikke havde råd til at lade dem bygge den. Alligevel lagde de en prisliste ved. Den lød på 800.000 kroner', siger Jens Lundorff.

Penge med modkrav

Prisen fik ikke skolelederen til at opgive drømmen om en udfordrende legeplads til de mindste elever. Han sendte tegningerne ud til fem-seks store, lokale firmaer og spurgte, om de ville sponsere en del af redskaberne.

To møbelfabrikker og en planteskole svarede positivt på brevet. Planteskolen ville give rabat på buske, træer og pilekrat, den lille møbelfabrik ville sponsere en særlig sten til 10.000 kroner, og den store virksomhed sagde ja til at betale Tarzanbanen til 100.000 kroner. Men ikke uden betingelser.

'Vi kunne se på tegningerne, at legepladsen ville få et spændende forløb. Derfor ville vi kun betale Tarzanbanen, hvis størstedelen af legepladsen blev bygget. Hvis skolen kun byggede ti procent, ville ideen gå af projektet', siger marketingchef Lone Kyed fra møbelfabrikken Tvilum-Scanbirk, der har over 1.000 ansatte.

Desuden forbeholdt fabrikken sig ret til at omtale sin økonomiske støtte i sit personaleblad og i den lokale avis. Men derudover kan ingen se, at fabrikken har postet et sekscifret beløb i legepladsen. Ikke engang et lille navneskilt afslører den store bidragyder.

Det ville skolen ellers være gået med til.

'I skolebestyrelsen var vi enige om at stille to betingelser for os selv: Vi ville kun søge penge hos lokale virksomheder, og vi ville acceptere, at deres navn blev nævnt på et lille skilt på legepladsen. Vi vil ikke have en stor reklamekampagne ind i skolen, og det ville vi risikere, hvis vi søgte sponsorpenge hos firmaer uden tilknytning til lokalområdet', fortæller Jens Lundorff.

Goodwill bedre end reklame

Intentionen hos Tvilum-Scanbirk har været end anden end reklame.

'Vi har betalt Tarzanbanen, fordi mange af vores medarbejdere bor i Fårvang og har børn på skolen. Vi tror på, at børnene har godt af nogle udendørs aktiviteter, og så vil vi gerne vise, at vi er en god arbejdsplads med menneskelige holdninger. Det giver os meget goodwill blandt vores ansatte, og når vi skal rekruttere nye medarbejdere', siger Lone Kyed.

Marketingchefen mener, at virksomheden opnår en bedre goodwill gennem mund til mund-metoden end via et reklameskilt. Hun kunne ikke drømme om at gå ind i selve skolens drift ved at sponsere undervisningsmidler. Her går også skolelederens grænse.

'Vi vil ikke beskyldes for, at private virksomheder har indflydelse på vores undervisning. Hvis nogen vil give os et sæt overtrækstrøjer til skoleholdet i fodbold mod at få sit firmanavn på ryggen, så er det i orden. Så hellige skal vi heller ikke være. Men når det gælder undervisningsmidler, arbejder vi ud fra vores egen målsætning', siger Jens Lundorff.

Alligevel erkender skolelederen, at han ligesom pigerne på balancebommen skal holde tungen lige i munden, når han entrerer med erhvervslivet. Han risikerer at stille de andre skoler i kommunen i et dårligt lys over for politikerne ved selv at skaffe penge til legepladsen.

'En legeplads bør principielt være en kommunal opgave. Men politikerne har besluttet, at vi skal have en decentral økonomi, og det stiller os mere frit til at skaffe penge andre steder fra. Men selvfølgelig er vi privilegerede, fordi vi har nogle store fabrikker i vores skoledistrikt. Det ved vi godt', siger Jens Lundorff.

Foreløbig har sponsorpengene ikke givet bagslag. Tværtimod har kommunen selv optrådt som bidragyder ved at køre tusindvis af kubikmeter jord og materialer til skolen.

Henrik Stanek er freelancejournalist