I juli barslede Socialministeriets Evalueringsprogram med sit 'Udbudsmateriale - Børn og Unge Området'. Evalueringen handler om arbejdet for truede børn og unge. Generelt om undersøgelsen hedder det: 'Det er et overordnet mål med Socialministeriets Evalueringsprogram at finde frem til 'gode eksempler på praktisk socialt arbejde'. Evalueringen skal derfor designes med henblik på at udpege de eksempler, der ser ud til at give de bedste resultater - 'best practice''.

Her i landet er vi glade for mangfoldighed og forskelligartethed. Der er plads til skoler og lærere, der vægter børnenes egen udforskning af verden, og til andre, hvor vægten ligger på lærerens formidling af viden til eleverne. Nogle steder accepteres det som naturligt, at nogle børn lærer at læse flere år tidligere end andre. Andre steder skal alle helst lære at læse i 1. klasse. Nogle steder (de allerfleste) deles børnene op efter alder. Ganske få steder arbejdes der aldersintegreret. Nogle steder får børnene mange timer i idræt og musik, andre steder langt færre. En del steder er frikvartererne stadig korte, andre steder er de afløst af et par lange pauser.

Hvad er 'best practice' - lange eller korte frikvarterer, stærk lærerstyring eller kooperativ selvregulering, aldersopdeling eller aldersintegrering, vægt på formelle læsekrav eller på langsigtet opbygning af en læsekultur?

Det ser ret umuligt ud at bruge best practice-modellen i evalueringen af skolen. Alligevel tror jeg, man skal forsøge, for hvad er alternativet? At sammenligne på opnåede karakterer, beståede eksamener, antal 'urolige elever' eller lignende, således som man ser eksempler på det i England og USA? Det er næppe spiseligt for ret mange her i landet.

En fremkommelig vej er måske at finde frem til et større antal skoler, som lærerne finder gode - ringe fraflytning, mange ansøgere eller mere subjektive kriterier, ligeledes et større antal skoler, som børnene finder gode, og et antal, som forældrene synes er gode. Inden for dette store antal 'gode skoler' vil der være nogle, som både børn, lærere og forældre finder gode. Disse skoler kunne så undersøges nærmere med både kvantitative og kvalitative metoder.

En sådan analyse ville frembringe viden om, hvad der gør, at en skole opleves som god, og hvad der måske har mindre eller ingen betydning.

Undersøgelsens største betydning ville nok ligge i, at den kunne legitimere offentlighed omkring spørgsmålene 'Hvad er en god skole?', 'Hvad er en god lærer?', 'Hvad er god undervisning?'

Problemet i dag er ikke kun, at man i dag ved for lidt om svarene på disse spørgsmål, men måske allermest, at de for sjældent stilles.

Det er jo farlige spørgsmål, for er der god undervisning og gode skoler, er der vel også dårlige? Frygten for sådanne undersøgelser kan dæmpes, ved at fokus sættes netop på 'det gode' og ikke på det dårlige, og ved at det klart tilkendegives, at sigtet ikke er at tvinge nogen til at ændre praksis.

Erik Sigsgaard er lærer ved Højvangs Seminariet i Glostrup