Jeg synes, det er en oven fra og ned-holdning', siger seminarielektor, cand.psych. Gunnar Witt om det forsknings- og udviklingssyn, som den nye rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars-Henrik Schmidt, skitserede i et interview med Folkeskolen (se nummer 28).

I interviewet fastslog Lars-Henrik Schmidt, at udviklingsarbejde ikke er forskning. Det vigtigste i et udviklingsarbejde er, mener han, ikke at opsamle principielle erfaringer, men at igangsætte en konkret udvikling på den enkelte skole. Erfaringerne fra lokalt udviklingsarbejde kan i de færreste tilfælde almengøres og bruges af andre, og dermed har udviklingsarbejdet ikke forskningens principielle karakter, siger Lars-Henrik Schmidt.

Han fordeler opgaverne mellem Danmarks Pædagogiske Universitet og de nye centre for videregående udvikling således: Universitetet tager sig af den traditionelle forskning - en forskning, som er langsigtet og principiel, og som ikke tilfredsstiller praktikernes behov for umiddelbar nytte. Centrene - og seminarierne - koncentrerer sig derimod om grunduddannelsen og om at støtte udviklingsarbejdet på skolerne.

Nytteløs forskning

Et sådant skel mellem forskning og udvikling, teori og praksis er imidlertid problematisk, mener Gunnar Witt, som forudser, at forskningen knækker over på midten.

'På den måde får vi på den ene side nogle forskere, der siger, hvordan man for eksempel skal undervise, og på den anden side nogle lærere, der i praksis gør noget andet. Ikke fordi de ikke vil gøre, som forskerne foreskriver, men fordi de er underlagt nogle betingelser, som gør, at de underviser på en anden måde - betingelser eller logikker, som forskerne er uopmærksomme på, fordi forskningen ikke er udviklet i et tæt samarbejde med praktikerne'.

Gunnar Witt henviser til studier, som viser, at når lærernes faktiske undervisning ikke lever op til deres eget begreb om god undervisning, skyldes det blandt andet, at lærerne bedømmes på noget andet end den gode undervisning, for eksempel på om der er ro i klassen.

Hvis forskningen løsrives fra praksis, overser forskerne let den slags logikker, siger Gunnar Witt, der mener, at en pædagogisk forskning, der kun er registrerende og foreskrivende, er nytteløs.

'Forskningen skal være udviklende. Den skal kunne ændre og udvikle lærernes praksis'.

Ubrugelighed er et vilkår

Gunnar Witts lektorkollega, cand.pæd. i pædagogik, Henning Hansen, Odense Seminarium, er helt uenig. Det er, mener han, vigtigt at holde forskningen på dydig afstand af praksis.

'Vi har brug for en forskning, der er uafhængig af praksis. Hvis forskningen er indlejret i praksis, kan vi ikke etablere den helt nødvendige kritiske dialog mellem forskningen og idealerne på den ene side og vores faktiske praksis og handlinger på den anden', siger Henning Hansen.

Han ser Gunnar Witts kritik som et udslag af den nyttetænkning, som også sektorforskningen, udviklingsarbejderne, kontraktforskningen er udtryk for.

'Forskningen skal ikke være nyttig, men tilstræbt sand. Ubrugeligheden er et grundvilkår for fri forskning', mener Henning Hansen.

Selv har han deltaget i en mængde udviklingsarbejde, men er i dag kritisk over for spredningseffekten af den form for arbejde.

'Udviklingsarbejderne har næppe ændret skolen som sådan ret meget. Omvendt er der ingen tvivl om, at nogle af dem, der deltog i arbejderne, udviklede sig meget gennem det arbejde, vi lavede, og som sådan er lokalt udviklingsarbejde værdifuldt. Som forskning og erfaringsopsamling er det derimod tvivlsomt. Man er ikke altid tro mod de resultater, der kommer ud af arbejdet, og teorien bliver ofte meget utydelig', mener Henning Hansen, der heller ikke er begejstret for den rolle, forskerne får, når de indgår i et udviklingsarbejde.

'De bliver mere behandlere eller terapeuter end forskere'.

Udviklingen er i gang

DPU-professoren Mogens Nielsen, der på baggrund af en mængde udviklingsarbejder var med til at skrive den såkaldte drøvtyggerrapport i 1992, er enig med sin nye rektor i, at udviklingsarbejde ikke er forskning, ja, faktisk tvivler han på, om udviklingsarbejderne i egentlig forstand udvikler noget nyt.

'Man må tro om igen, hvis man forestiller sig, at udvikling opstår, fordi man igangsætter et udviklingsarbejde, som opsummeres i en rapport, som så fører til en ændring af praksis. Sådan er det ikke. Udviklingsarbejderne sætter tværtimod en udvikling, som allerede er i gang ude på skolerne, i relief. Vi ændrer altså ikke undervisningsbegrebet, fordi der laves et udviklingsarbejde med det som tema. Tværtimod. Vi laver et udviklingsarbejde om undervisningsbegrebet, fordi det er under udvikling'.

Udviklingsarbejdets værdi ligger, mener Mogens Nielsen, i de diskussioner, som opstår omkring det.

'Udviklingsarbejdet får os til at se på og forholde os til vores egen praksis, og det er værdifuldt'.

Mens udviklingsarbejdet i den forstand kan udvikle skolen, er Mogens Nielsen overbevist om, at forskningen ikke skaber udvikling.

'Skolen ændrer sig ikke, fordi der kommer en nyt forskningsresultat. Det eneste, der kan ændre skolen, er engagerede lærere og skoleledere. Det viser al forskning', fastslår Mogens Nielsen.-Mikkel Hvid er freelancejournalist

Forskningen skal være udviklende, den skal kunne ændre og udvikle lærernes praksis