Man skal ikke gå af vejen for en god historie. Især ikke, hvis man vil forstå hinanden. Historiefortælling er nemlig den måde, mennesker bruger til at organisere deres viden om omverdenen på, lige fra familieskrønen om, hvordan far mødte mor, den dag onkel Orlas første bil gik i stykker, til byretsdommerens fortolkning af, hvad der egentlig skete under det værtshusslagsmål, han skal fælde dom over.

Den amerikanske professor Jerome Bruner har siden 60erne været en af verdens mest indflydelsesrige psykologer og er stadig levende optaget af, hvordan erkendelse bliver til. Hvordan vi kan vide, om det, vi opfatter, virkelig også er det, der sker omkring os i virkeligheden.

»Fænomener omkring os bliver defineret ved, at vi fortæller om dem til hinanden. Når vi hører om et menneske, der er lærer, og om et andet, der er grønthandler, har vi allerede i de to stillingsbetegnelser lagt en hel masse historier ind over de to personer, der gør det muligt at forstå, hvad vi får fortalt. Men det, man selv tidligere har fået fortalt eller oplevet om mennesker med de to professioner, er aldrig helt det samme som det, fortælleren har erfaret. Vi har forskelligt udgangspunkt, men vi justerer vores opfattelse af fænomener en lille smule, hver gang vi får fortalt om dem«, siger Jerome Bruner.

Han henter mange af sine eksempler om menneskets dilemmaer og forskellige fortolkninger af livets gang fra litteraturen.

»Stor litteratur er altid farlig for dem, der mener, at de skal bevare samfundet, som det er lige nu. For gennem fortællingen udforskes muligheder. En romanforfatter præsenterer læseren for mulige verdener. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at man ikke bare vurderer litteratur på baggrund af, hvor smuk den er, eller hvor megen glæde den giver os. Man skal også vurdere den fantastiske funktion, den tjener«.

Konflikthåndtering er historiefortælling

Du har sagt, at alle historier er lokale. Men hvordan kan litterære fortællinger så læses og forstås over hele verden? Man behøver vel ikke at være hvalfanger for at forstå »Moby-Dick«?

»Hele Moby-Dick handler om, hvordan forskellige personer fortolker ting. Når det bliver tid til det endelige forsøg på at harpunere den hvide hval, opdager læseren måske at hver af personerne i den lille båd har en forskellig kultur. Det, som forfatteren Herman Melville gør på en så brillant måde, er at vise, hvordan verden fungerer som en verden af kompromiser. Det er et menneskeligt vilkår at prøve at få mening ud af en sådan situation. Det bliver vi opmærksomme på, når situationen præsenteres i form af en historie«.

Bruner påpeger, at psykologer, sociologer og antropologer har hver deres måde at placere personerne i en bestemt kultur på. De udarbejder forskellige lister over karakteristiske træk ved forskellige kulturer. Men man bør gå et skridt videre, mener han. For det, der gør en kultur karakteristisk, er den måde, hvorpå man forholder sig til de modsætninger, der er inden for den pågældende kultur. Det er disse konflikter, der ser ud til at være grundlæggende i historiefortællinger. Både i verdenslitteraturen og i de små beretninger om hverdagens tilskikkelser.

Efter den forklaring kan man komme i tvivl om, hvorvidt der findes facts i menneskets hjerne. Eller har alt, hvad vi tænker på som facts, i virkeligheden været igennem en bearbejdnings- eller fortolkningsproces, så de er blevet forvandlet til, hvad vi kan kalde fortællinger eller historier?

»Ingen benægter, at fænomener i den fysiske verden kan defineres på konkrete og konstante måder eller blot igennem sund fornuft. Hvis man sparker hårdt til en sten, kan man brække foden, og mennesker bliver gamle, som tiden går. Der findes altså en fysisk verden uden for vores hjerne. Men hvordan vi betragter den, afhænger af ens perspektiv eller synsvinkel, der er dannet ud fra tidligere erfaringer, eller hvad vi har hørt om. Derfor er alle historier lokale, for vi fortolker ud fra den sammenhæng, vi befinder os i«.

Selvforståelse kommer af historier

Den mest lokale historie, man kan fortælle, er historien om sig selv. Gennem de tusindvis af beretninger om, hvad man har oplevet i dagligdagen, gør man sig til en personlighed, der nok har meget menneskeligt til fælles med andre personer, men som alligevel er helt unik. Man danner selvet, som psykologerne siger, ved at fortolke det, man møder, og give det videre som en beretning. Stor eller lille, mere eller mindre interessant for andre. Men rækken af hverdagsbegivenheder, man bearbejder, bestemmer, hvilket menneske man bliver.

»Pas på dig selv, vær forsigtig over for folk, der vil udnytte dig, og hjælp andre mennesker, så godt du kan«. Disse leveregler stikker dybt i den typiske amerikaner, siger Jerome Bruner, også selv om der er masser af eksempler på, at virkeligheden er anderledes. De er nemlig en del af Amerikas mytiske struktur, og begrundelsen for dem fortælles igen og igen i historien om, hvordan de herrer, der skrev den amerikanske forfatning, hver især havde en forestilling om livets værdier. Fortællingerne om, hvordan gode borgere har optrådt med ret og rimelighed, omfatter også nogle af de første sager, der blev indbragt for USAs højesteret, og de findes mange andre steder i retssystemet. Bruner fortæller i sin bog »At fortælle historier i juraen, i litteraturen og i livet« (Alinea, 2004) om en øvelse, han gav et hold jurastuderende. De skulle i grupper dramatisere fortællingen fra første Mosebog om Gud, der pålægger Abraham at ofre sin elskede søn, Isak. Udlægningerne var interessante: En gruppe fremstillede Isak som en respektløs ung mand, der håner Gud som en bølle, der har gennemført en »kontrakt under tvang«. En anden lod Isak vende sig imod de gamle mænds sammensværgelse med kritik af, at de ikke havde rådført sig med hans mor, Sara. Og det på trods af at Gud havde fortalt hende, at fødslen af sønnen var et resultat af Guds velsignelse.

Mytiske fortællinger er ikke givet en gang for alle. De fortolkes på ny i hvert slægtleds genfortælling.