I Folkeskolens sommernummer skriver Asla Fomsgaard Adrian i »Bagsmækken« om den gode lærer og om forskellen fra filmenes helte til virkelighedens eftermiddagsmøder. Jeg synes bestemt, hun har en pointe i, at billedet fra filmene ikke svarer til virkeligheden ikke altid i hvert fald. Med to års lærergerning på bagen har jeg også stiftet bekendtskab med modsætningen mellem film og virkelighed.

Jeg troede, jeg skulle arbejde med frigørelse, men opdagede, at det i lige så høj grad handlede om disciplin. Jeg ville gerne være en god lærer, men opdagede, at mange af børnene havde mere brug for en socialpædagog.

Da jeg før sommerferien tog afsked med den klasse, som nu ikke er min længere, var der heller ingen, der ville forveksle det med »Døde Poeters Klub«. Børnene vidste nemlig ikke, at dette kunne være afslutningsscenen i en film. De ville bare gerne have sommerferie, og det er dem vel undt. Imens går jeg og tænker lidt, for jeg synes, der er noget, der ikke stemmer.

I filmene står heltene alene. De går imod systemet. De er anderledes end deres kollegaer, og det er det, der er med til at give dem heltestatus. Det er her, det bliver urealistisk. Hvis vi går på arbejde som lærere og tror, at vi skal være individuelle helte, så er der ikke noget at sige til, at mange af os ender med enten at søge væk fra folkeskolen eller få psykiske problemer i form af stress eller depression.

Det er rigtigt, at opgaven er stor og vigtig, men det er forkert at tro, at vi skal kunne løse den alene. Netop fordi den er stor og vigtig, skal vi stå sammen og derved blive stærke. Så lad mig vove den påstand, at den rigtig gode lærer gør en indsats for at højne kvaliteten af møder, så de kan være til gavn for skolens arbejde.