Cirkus var forbi, og vi gik langsomt ud på provinsbyens anonyme tusmørkeveje. Forestillingen havde været fin. Vejene fyldtes nu med mennesker og biler, hvis lygter fejede hen over de mange skikkelser, ligesom spotlysene havde gjort det inde i teltet. I lange rækker holdt bilerne på sidevejene og ventede på at komme ud i hovedstrømmen, der med rytmisk korrekthed blev skåret over i lige store portioner af lyskurven nede i vejkrydset.

Efterhånden tyndede tætheden ud på fortovet. Den enerverende larm faldt umærkeligt til et niveau, hvor det kunne betale sig at begynde at tale sammen. Om cirkusforestillingen, om bilerne eller om alt muligt andet.

Nu fornemmede jeg, at gråden hele tiden havde været der. Barnegråd. Ud af den mekaniske støjsky kom den tydeligere og tydeligere. Gråd har et udtryksregister, på samme måde som musikken har. Det er sjældent et enkelt og entydigt udtryk, men mange forskellige flettet ind i hinanden. Her var det først og fremmest indignation og vrede, der var det bærende udtryk i barnets gråd. Men under dette hovedtema kunne man fornemme en svagt dirrende desperation oven på et dybere niveau af sorg og afmagt, lejlighedsvis forsiret af en interferens fra en eller anden form for fysisk anstrengelse. Gråden blev ved, højt og vedvarende, et stykke bag mig. Jeg vendte mig om og så en kvinde, der med et fast greb i kraven på en cirka fireårig dreng tumlede ham med sig hen ad fortovet. Det var ham, der græd. Vi gik videre, og gråden blev efterhånden akkompagneret af sporadiske hulk, der fortalte, at den allerede havde varet længe.

Det var efterhånden ubærligt. Da vi nåede hjørnet til parkeringspladsen, var det umuligt at fastholde sin selektive uopmærksomhed længere. Jeg vendte mig om mod kvinden og den grædende dreng: »Hvad er der dog i vejen? Tal dog med ham i stedet for bare at slæbe ham sådan af sted!«

»Jeg slipper ham ikke«, svarede hun med et indforstået og jovialt smil. »Han løb ud på vejen før. Men det gør han ikke igen, for jeg slipper ham ikke, hvor meget han så hyler og skriger«, fortsatte hun og smilede igen sit vi-der-bor-her-på-campingpladsen-og-spiser-de-samme-grillpølser-nede-fra-supermarkedet-vi-forstår-hinanden-smil.

Først nu blev hun opmærksom på min alvor. »Slip ham dog! Tal med ham! Kan du ikke høre, at han er i panik?« »Han er ikke en skid i panik«, lød det nærmest truende fra manden bag hende.

Nu slap hun drengen, der holdt op med at græde. Først troede jeg, hun var kommet til fornuft, men nu så jeg, at de var nået hen til deres bil. De proppede drengen ind på børnesædet og kørte.

Det var næsten mørkt nu. Jeg stod lidt og så efter dem. Vi frygter terrorismen. Rimeligt nok, men dumheden er langt farligere og ødelægger langt flere menneskeskæbner. Dumhedens konsekvente ufølsomhed og dens manglende evne til bare et øjeblik at bevæge sig ud af sit eget skind og indtage en andens position er skræmmende.

Jeg anede det, da jeg arbejdede som skolepsykolog. De dumme øjeblikke akkumuleres gennem barnets liv. Ingen kan se dem, for hver for sig virker de tilfældige og betydningsløse. Men det er de ikke. Når man møder børnene i skolen, er dumhedens øjeblikke for længst forsvundet, men sporenes mønster er tilbage. De kan ikke længere føres tilbage til deres egentlige årsag: Den gedigne almindelige, og vel egentlig også uskyldige, dumhed. Men problemerne kan ses: Adfærdsvanskeligheder, ordblindhed, Damp og hvad det nu alt sammen hedder.