Det gode skal fremhæves

Haarder har større sans for lærernes behov for respekt, end mange af dem tror

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Direkte adspurgt, om han har et budskab til lærerne fra Sorø-mødet, svarer Bertel Haarder:

»Ja, jeg vil bestræbe mig på ved enhver lejlighed at fremhæve det gode i stedet for at kritisere det mindre gode. Jeg har bevidst sagt, at de nationale prøver er til for at finde frem til god praksis, så den kan spredes. De er ikke til for at udarbejde kataloger over, hvem der skal rakkes ned, og det lægger jeg altså utrolig vægt på hele vejen igennem«.

»Hele læsedebatten ville jo være anderledes, hvis jeg kunne dokumentere, at der var lærere på skoler i Lyngby for eksempel, som gør det smaddergodt. Så ville debatten blive en lovprisning af god praksis i stedet for som nu, hvor vi sidder og kikker på triste tabeller over de gennemsnitlige dårligdomme«.

»Så jeg har større sans for lærernes behov for respekt, end mange af dem tror«.

»Når jeg taler om øget autoritet, så hænger det sammen med, at vi gerne skulle have, at lærerne respekteres af både elever og deres vanskelige forældre og det kritiske omgivende samfund«.

»Så hele øvelsen handler om øget lærerstatus i deres egen bevidsthed og i befolkningens bevidsthed«, fastslår undervisningsministeren.

jvo@dlf.org