Tre døgn måtte vi vente. Men så trådte hun også frem i al sin vælde. Og hun var værd at vente på. Hekla. Porten til Helvede, som man sagde tidligere. Sikke en port. Man sagde også, at hvis man lagde øret tæt til Hekla, kunne man høre hende tale dansk.

Islændinge taler gerne om deres forhold til Danmark og deres uafhængighed. De taler også dansk, hvis de har en vis alder. De unge islændinge er dog mere orienteret mod USA og taler helst engelsk, hvis de skal sige noget på fremmedsprog. Men da 140 lærere fra alle de nordiske lande var samlet til nordisk sommerkursus i juli i Laugarvatn i Island, blev det mest talte sprog skandalisk. Den nordiske blanding fik efter få dage dette navn og var meget udbredt i gruppearbejde og ved middagsbordet. Oplægsholderne talte deres eget sprog eller dansk.

Sommerkurset var tilrettelagt af NLS, Nordiske Lærerorganisationers Samråd, og fra Danmark deltog repræsentanter for DLF, Dansk Teknisk Lærerforbund, BUPL, Forbundet for Pædagoger og Klubfolk, Gymnasieskolernes Lærerforening og Speciallærerforeningen S81.

Respektér eleven

Sproget var norsk, da Thomas Rasmussen tog deltagerne med til sin ønskeskole. Han er norsk gymnasieelev og repræsenterede norsk elevråd, hvor han i flere år har været aktiv. Han fortalte, at han nærmer sig pensionsalderen dér, da han går i 2.g.

Thomas Rasmussen talte om sine drømme om fremtidens skole og sagde, at kommunikation og tid til at tale sammen er det vigtigste i samfundet. Dermed også i skolen, da hele hans pointe er, at skolen bør være et miniaturesamfund styret af demokratiske regler.

'Hvis skolen er til for den enkelte elev, bør den også respektere den enkelte elev. Men mange elever oplever i dag ikke at blive respekteret som mennesker i skolen', sagde han og opfordrede forsamlingen til at tage eleverne med, når der blev talt om, hvordan man kunne forandre skolen.

'Så spørger nogle mig altid, om læreren ikke i fremtidens skole, sådan som jeg ser den, skal have autoritet. Jeg tror, at lærerne får endnu mere autoritet i en skole, der afspejler samfundet. De får nemlig en personlig autoritet. Unge tiltrækkes altid af dem, der har en naturlig autoritet. Dem, der har livserfaring', sagde Thomas Rasmussen.

'Når jeg tænker 'skole', tænker jeg på bygningen - skole. Ikke på samfund - skole'.

'Mit ønske er en skole, der simulerer samfundet. Hvor alle har en rolle og kan bidrage, og hvor det er muligt at påvirke gennem demokrati. En skole, hvor alle ikke skal have den samme slutkompetence. De skal have de kompetencer, de har brug for. Bedre selvværd for eksempel. Det er noget, virksomheder i dag bruger mange penge på at opøve hos de ansatte. Hvorfor ikke lære det tidligere - som ung?' spurgte Thomas Rasmussen.

Fra trætop til død skovmus

Han indledte sit oplæg med et digt fra en 20-årig kvinde om, hvor kedelig skolen er. Både selve bygningen og indholdet, der hele tiden bliver revet i småstykker af ringeklokken. Om indholdet, der ikke kan bruges til noget uden for skolen, fordi det relaterer alt for lidt til samfundet.

Thomas Rasmussen mener, at gymnasiet er overflødigt. Man går dér, fordi det er nødvendigt for at videreuddanne sig inden for mange forskellige retninger. Men der er ikke brug for sådan en almendannende uddannelse. Man skulle i stedet kunne vælge den retning af uddannelse, som man ønsker. For eksempel en sundhedsretning, en teknisk retning, en idrætsretning, en natur/miljøretning. Der er brug for fagretninger, hvor man lærer teori og praksis på en relevant måde.

Han fortalte en historie om en biologilærer i folkeskolen, der ville tage i skoven med sin klasse. Læreren fortalte eleverne, at de udelukkende skulle koncentrere sig om trætoppene, fordi det ville være nyt og spændende for alle. Man ved så lidt om, hvad der sker i trætoppe. Eleverne lærte at håndtere kikkerterne, og af sted gik klassen med læreren forrest og blikkene i vejret. Men én elev ser ned og opdager en død mus på stien. Eleven spørger læreren, hvad musen mon er død af, og hvad der sker med den, hvis den bare får lov at ligge.

'Hvad gør læreren nu? De havde jo aftalt udelukkende at kigge op på skovturen. Jeg håber, at læreren stopper op og taler med eleverne om musens liv og død. For her oplever eleven netop noget, der har relevans til verden, og kan tilegne sig en kundskab, der kan bruges', sagde Thomas Rasmussen.

Han kredsede hele tiden om kommunikationen. Også da han fortalte om et norsk projekt på en lille ø. Her havde man fundet ud af, at eleverne kunne blive på øen, hvis de kunne kommunikere med en lærer via computer. Tidligere skulle eleverne flytte til fastlandet efter syv år på øens skole.

'Men hvad sker der med disse elever? Hvis de får valget mellem at blive og få fjernundervisning eller at rejse til fastlandet, så vil de ofte vælge at blive på øen, fordi det er mere trygt. Men hvordan skal de lære at begå sig i et større og mere komplekst samfund? Hvad sker der, hvis de unge på øen skærmes mod det større samfunds mangeartede kulturer, indtil de er 20 år? Hvor lærer disse unge at blive kildekritiske, at kende fremmede kulturer? Det kan man efter min mening kun lære i samfundet, hvor det findes. Samfundet er en kæmpe læringsplads'.

Thomas Rasmussen refererede til en undersøgelse, hvor elever havde fået hver deres bærbare computer og kommunikerede via Internettet med læreren.

'Tænk jer, eleverne svarede, at de aldrig havde haft en bedre dialog med deres lærer. Så er der noget galt'.

Spiller sikkert spil

'Min vurdering af skolen i dag er, at eleverne spiller sikkert spil. De skriver den stil, de ved, deres lærer gerne vil læse. Motivationen er falsk, det er strategi frem for læring'.

'Jeg ønsker en skole, hvor jeg kan tage chancer, hvor jeg kan hoppe ud i faldskærm. En skole, som ikke dømmer. For man lærer jo af sine fejl. Måske har man fejlet i sin opgave, men så burde man faktisk have én karakter højere for at have hoppet ud i det uvisse. Men i dag har skolen ingen faldskærm, og derfor er der ingen, der springer', sagde Thomas Rasmussen.

Hans drømmeskole er en afspejling af samfundet. En skole styret af demokratiske regler og med masser af mødepladser - cafeer - for eleverne, med medier, som eleverne står for - en lokalradio for eksempel - og en arbejdsformidling til de unge, der søger arbejde.

'Hvis skolen skal være den bedst mulige læringsarena, så skal skolen være som samfundet', lød budskabet.