Ifølge en nyligt afsluttet undersøgelse i Nordisk Ministerråd er alle de nordiske lande i færd med at ændre deres lovgivninger på voksenuddannelsesområdet. Der er ikke kun tale om lapperier eller tilpasninger, men om en radikalt ny måde at tænke efter- og videreuddannelse på.

Tendenserne er de samme, selvom de nordiske landes voksenuddannelsessystemer langtfra er ens. I Island hedder det, at den, der nyder godt af uddannelse, skal betale for den. Staten betaler for det formelle uddannelsessystem, virksomhederne for erhvervsrettede kurser, og alt, hvad der hedder fritidsaktiviteter og personlig udvikling, betales af den enkelte. Sådan. I Sverige foregår efter- og videreuddannelse i store, topstyrede programmer med kvantitative mål: 100.000 svenskere får per år en gymnasial uddannelse via 'Kunskapslyftet'. Danmark har det suverænt mest kringlede system. Indtil nu har det stort set været sådan, at der til hver målgruppe hørte særlige kurser og særlige finansieringsregler. Med VEU-reformen, som er navnet på den nye lovgivning i Danmark, lægges der op til tiltrængt sammenhæng og gennemskuelighed.

Fælles for de nye lovgivninger er, at udgangspunktet for al læring er den enkeltes ønsker og behov, og ikke, hvad uddannelsesinstitutionerne kan tilbyde, og hvad andre autoriteter synes, folk har godt af.

Grunduddannelse bliver en gratis ret for alle voksne. I Norge og Sverige gælder det også på de fortsatte skoleuddannelsers niveau. I Sverige og Finland er der fremsat forslag om, at den enkelte skal kunne spare tid op til betalt orlov til uddannelse efter eget valg. X antal arbejdsår skal udløse y antal studiemåneder. I Finland og Norge får man ret til at blive optaget på et ordinært universitetsstudium, også uden studentereksamen, hvis man har gået på åbent universitet i et år og klaret sine eksaminer.

Det mest spændende er anerkendelse af realkompetence. Det går ud på, at den enkelte borger har ret til at få foretaget en bedømmelse af sine kvalifikationer, og at også de kompetencer, man har erhvervet sig på arbejdspladsen, i foreningslivet og i hverdagslivet, skal kunne værdsættes og dokumenteres.

I Finland sker det blandt andet ved, at enhver kan indstille sig til prøve i sprogfærdighed. Foreløbig er der udarbejdet test for ni sprog. I Norge kan voksne med arbejdspladserfaringer indstille sig til svendeprøve i deres fag uden lærekontrakt og uden krav om at følge en bestemt undervisning.

Især over for flygtninge og indvandrere vil de nye regler for godskrivning af realkompetence være en velgerning. De kommer jo ofte fra lande, hvor man ikke kender de meget formaliserede uddannelser, som vi har i de nordiske lande, men hvor training on the job er normen.

I Danmark opererer VEU-reformen med tre niveauer for videregående uddannelse for voksne. Det laveste svarer til en KVU, det mellemste hedder diplom, og det øverste er en master, som svarer til en kandidatgrad. Uddannelserne er fleksible, så man selv kan bestemme, hvilke moduler man vil vælge og i hvilken rækkefølge. Til gengæld skal man også selv betale for deltagelsen.

Men hvad så med efteruddannelsesinstitutionerne, når folk sådan selv kan gå på indkøb på uddannelsesmarkedet og sammensætte deres egne uddannelsesforløb?

Ja, vi går en hård tid i møde, ingen tvivl om det. Hvorfor skulle lærere, pædagoger og sygeplejersker vælge at tage deres diplomuddannelse eller master på et CVU, center for videregådende uddannelse, eller på DPU, Danmarks Pædagogiske Universitet, når de lige så godt kan vælge et andet dansk eller udenlandsk universitet?

Det kræver, at vi på CVU'er og DPU bliver gode til at beskrive indholdet af de moduler, vi udbyder, til at dokumentere, at vi leverer en høj kvalitet, og til at yde en individuel vejledning.

Det kan vi også.

Tove Heidemann er ph.d. i internationalisering og ansat ved Danmarks Pædagogiske Universitet i Haderslev