Niveaudeling i Aktuelt

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et flertal af lærere i folkeskolen bakker op om at niveaudele elever, skrev dagbladet Aktuelt onsdag den 2. august på baggrund af en undersøgelse, som firmaet PLS Rambøll har gennemført.

PLS har talt med godt 1.000 personer, og blandt 'de adspurgte, der arbejder inden for undervisning, går 73 procent ind for niveaudeling. Mens resten er modstandere af ideen', skriver avisen.

Det fremgår ikke, hvad det vil sige at arbejde med undervisning, og det fremgår heller ikke, hvor mange eller få det drejer sig om.

Hos PLS Rambøll oplyser man, at kategorien kan dække mange erhverv, både pedeller, skolebibliotekarer, gymnasielærere og folkeskolelærere.

Af de 1.000 personer er der 47, der har svaret, at de 'arbejder inden for undervisning'. Artiklens konklusioner bygger altså på telefonsvar fra 34,3 tilfældigt udvalgte, der har svaret ja til, at 'elever i samme klasse skal opdeles og undervises på forskellige niveauer i enkelte fag'.

'Jeg kender ikke den konkrete undersøgelse, men når det er så få, der deltager i den, er der en høj usikkerhed. Det er desuden en helt urealistisk høj andel, der går ind for niveaudeling', lyder kommentaren fra en ekspert i meningsmålinger, professor Søren Risbjerg Thomsen, Aarhus Universitet.

I TV2's morgennyheder om fredagen var konklusionen på Aktuelts historie blevet til: 'massiv opbakning blandt lærerne til niveaudelt undervisning i folkeskolen'.

Men som konsulent i PLS Rambøll, Flemming Cramer, siger:

'Man skal nok ikke lægge for meget i tallene. De giver kun et fingerpeg'.