Under overskriften »Hver 8. elev får specialundervisning« problematiserer Jyllands-Posten 27. januar, at specialundervisningen sluger de cirka 16 milliarder kroner, som politikerne de seneste otte år har bevilget ekstra til folkeskolen. Andelen af børn, der henvises til specialundervisning, er steget betydeligt siden 2000, og de ekstra tildelte penge kommer derfor ikke normalklasserne til gode. For tre grupper af elever har udgiften til specialundervisning været stigende: Elever med faglige vanskeligheder i dansk og matematik, der får støtte i fagene på skolen, elever med adfærdsvanskeligheder, som får støtte på skolen, og elever med så massive problemer, at de samles i specialklasser i kommunen.

Jyllands-Postens artikel påpeger, at ingen endnu ved, om specialundervisningen virker. Måske kan professor Niels Egelund fra DPU hjælpe: Han har nemlig fået tildelt 11 millioner statskroner til at udarbejde en analyse af specialundervisningen. Imidlertid nøjes han med her et par måneder før offentliggørelsen af det treårige projekt aldeles upræcist at konkludere, at væksten i specialundervisningen er »et mangehovedet uhyre«. Det forklarer han med »flere skilsmisser og brud i familien, en øget forekomst af børn med lav fødselsvækst, en øget grad af forurening med tungmetaller, flere fætter-kusine-ægteskaber, moderne pædagogik og forekomsten af nye diagnoser«. Det er noget af en cocktail, og foreløbig er den videnskabelige analyse vanskelig at få øje på, men indtil videre må man naturligvis lade tvivlen komme professoren til gode.

Det interessante ved Jyllands-Postens artikel er de spørgsmål, den er med til at rejse: Har politikerne i virkeligheden afsat for få ekstra midler til folkeskolen i perioden? Er det et problem, hvordan de 16 milliarder er anvendt? Er problemet »de forbundne kar«, det vil sige det forhold, at en given skoles øgede udgifter på specialundervisningsområdet automatisk betyder færre midler til normalklasserne? Er virkeligheden så grotesk, at skolerne må fravælge nye danskbøger, fordi eleverne i 3.b ellers kan risikere at få stukket øjnene ud med en saks af en voldsomt frustreret, let afledelig, uempatisk og impulsstyret klassekammerat, der, uanset hvad skolen gør, alligevel heller ikke får den optimale støtte hverken fagligt eller socialt?

Er det alarmerende, at hver tredje ud af en klasse på 24 elever skal have specialundervisning? Kan væksten i henvisning til særlig støtte af faglig og adfærdsmæssig karakter ikke ses som en succeshistorie, idet en række børn får forbedret deres forudsætninger for at klare sig i skolen og livet betydeligt? Skal stigningen i udgifter til elever med særlige behov ikke ses i relation til skoleloven af 1993 og dens krav om undervisningsdifferentiering og ideal om det inkluderende menneskesyn? Er udviklingen ikke en helt forudsigelig konsekvens af ideen om skolens rummelighed? Hvorledes forholder det sig med kompleksiteten i sammenhængen mellem pædagogik og elevadfærd: Er det den moderne pædagogik, der har betinget ændringer i elevadfærden, eller determinerer ændringer i elevadfærden pædagogikken?