At bruge politiske dokumentarfilm i undervisningen kan være problematisk; uanset om man som lærer er enig i budskabet eller ej, og uanset hvilke reaktioner det kan medføre fra børn, forældre, bestyrelse og politikere.

Filmen arbejder med at påvise, at den danske krigsdeltagelse i Afghanistan fra starten havde nogle etiske konsekvenser, som producenten ikke bryder sig om. Den gode læser kan på basis af filmen nemt se, at Christoffer Guldbrandsen har ret i, at politikere og militære topchefer har handlet forkert, men den viser også, at det kan man sagtens slippe af sted med. Mange højtstående danskere deltager, og det gennemgående træk er nok, at de fremstår som løgnere, men de sidder stadig på deres poster, mens de få, som fremstår som hæderlige, enten lever med trusler på deres brød eller er blevet smidt ud som så psykisk nedbrudte, at de "ikke er troværdige længere".

Det bekymrende ved filmen er nok, at den kommer til at fremstå med en pædagogisk vinkling, der kunne sige noget i retning af: "Vil du i verden frem, så bøj reglerne til egen fordel, og hvis du vil videre endnu, så lyv, så det driver". Det er ikke en vinkel, jeg synes tjener folkeskolen, selvom tidens herskende pædagogik fremmer egoisme og konkurrencementalitet. Filmen kan lægge den sidste brik til spillet om egen succes og uetiske måder at nå den på.

I øvrigt viser filmen meget fint, hvordan man med filmiske virkemidler altid får ret i sin argumentation, hvis man forstår at bruge mediet - om man så kan lide resultatet eller ej.