Uskolet

Vigtigt at it inkluderes

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kommunerne bruger millioner på indkøb af bærbare computere, tablets og interaktive tavler, men tit er det alligevel dårligt fungerende materiel, der får skylden for, at it så ofte er et udskældt område.

»Det vigtige er, at vi får inkluderet it i undervisningen«, mener lærer Flemming Jensen. »Mange computere er sat helt uden for fællesskabet, de har ikke noget netværk. De har gennem en længere periode vænnet sig til at blive talt meget grimt til, og nu står flere af dem for sig selv i triste hjørner, helt flade i batterierne«.

Heldigvis er der også skoler, hvor det lykkes at få inkluderet it i hverdagen. »For at få disse maskiner til at fungere ordentligt er det vigtigt at fokusere på det, de faktisk er gode til. Nogle har måske en udmærket skærm, andre måske et tastatur, hvor der slet ikke mangler taster. Og hvis man får etableret et ordentligt og velfungerende trådløst netværk til andre computere, som måske kører lidt hurtigere, så ser man dem ofte blomstre op«, fortæller Flemming Jensen, der minder om, at alle disse tiltag jo ikke udelukkende gøres for de enkelte computeres skyld: »Ofte får de andre computere også mere ud af det«.

Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.