Finansminister Thor Pedersen gentager til ulidelighed, at han ikke vil blande sig i overenskomstforhandlingerne.

Hans monomane besværgelser om, at det er parterne selv, der skal finde en løsning, kommer på baggrund af forskellige partiers udmelding om, at de offentligt ansatte er bagud lønmæssigt i forhold til de private, og det har store konsekvenser for rekrutteringen.

Selvfølgelig er der en god portion stemmefiskeri i nogle partiers udmeldinger, som når Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti henvender sig direkte til social- og sundhedsassistenter med fem milliarder lønkroner. Men der skal simpelthen flere penge på bordet til de offentligt ansatte generelt. Og det kan ikke nytte noget, at finansministeren forsøger at spille neutral ved at henvise til, at »parterne må selv klare problemerne«.

Thor Pedersen er selv den ene part. Han er for det første selv den største enkeltarbejdsgiver for de over 100.000 statsansatte. Det er ham, der sidder på den ene side af forhandlerbordet ved de forhandlinger. Derudover er det ham og regeringen, med støtte fra Dansk Folkeparti, som politisk har fastsat de økonomiske rammer for kommunerne. Alle ved, at regeringen holder kommunerne i et økonomisk jerngreb.

Selvfølgelig skal Thor Pedersen ikke blande sig i de kommunale overenskomster. Men en finansminister må som chef for arbejdsgiversiden give de kommunale forhandlere og arbejdsgivere et ordentligt økonomisk råderum til den kommende forhandling.

Hvis han mener noget med en ordentlig offentlig sektor, så må han slippe jerngrebet om kommunerne, så vi kan få et lønløft, mindre bureaukrati og en bedre arbejdstidsaftale. Eller måske er det en helt anden finansminister, der skal til?