Så kom seneste, men nok ikke sidste brutaltklodsede forsøg på at kvæle grundlaget for al uddannelse overhovedet. Iklædt pseudovidenskabelig klædebon og påklistret et lammende amerikansk forskernavn: Alfi Kohn, iværksættes angrebet på enhver uddannelses kvalitative grundighed - altså også folkeskolens: Lektier er spild af tid og gør mere skade end gavn.

Men lektier er alfa og omega, hvis et i skolen præsenteret fagligt stof skal læres. Man kan nok så meget overvære en fæng­slende, motiverende og veltilrettelagt lærerforestilling af et givet stofområde, men hvis man ikke påfølgende underkaster det hele lektielæsningens fordybende arbejde, lærer man ikke stoffet. Det ved enhver erfaringsmæssigt. Om lektielæsningen, som Kohn anfører, giver højere karakterer, kan være usikkert. Men bedre studievaner og større ansvarsfølelse udvirker lektielæsningen afgjort. At lektielæsningen er en byrde for mange børn og forældre, er lige så ubestrideligt, som det er irrelevant.

Hvis lektielæsningen ikke er tidsrøvende og til besvær for eleven, er den ikke grundig nok. Man får som bekendt ikke noget gratis. Og at fjerne lektielæsningen er dagens storstilede forsøg på at bilde unge ind, at man kan komme om ikke gratis så ubesværet til en uddannelse. Og det er at binde skolebørn en grov, men sikkert ganske populær løgn på ærmet.

For lektielæsning har vist aldrig været populær og bliver det i hvert fald slet ikke efter denne amerikaniserede svada. Lektielæsning er altid ledsaget af nogle ubehagelige følgesvende, som er nævnt i Folkeskolen nummer 27: Pligt, dårlig samvittighed, hvilket på ingen måde diskvalificerer lektielæsningen. Nærmest tværtimod.

Jamen, så er der vel ingen grund til at have skoler, spørger Kohn. Jo, for det faglige stof skal præsenteres, fremlægges på en for børnene let forståelig måde, således at lektielæsningen har et passende grundlag at afvikles på.