New Zealand, Håbo og nu Norge. Vi har set det før, og sporene skræmmer. Nogle forskere og et par konsulenter, der er vakse ved havelågen, løber en trend i gang, og inden længe genlyder skolen af de samme pædagogiske slagord fra Gedser til Skagen. Men aldrig er det sket så hovedkulds som denne gang.

Det skyldes naturligvis udsigten til at kunne spare store beløb på specialundervisningen. I lutter forhippelse på at få solgt dette skind, inden man har skudt bjørnen, er skoleforvaltningerne i øjeblikket i gang med at oversælge LP-modellen (LP lig med læringsmiljø og pædagogisk analyse) i en grad, så alarmklokkerne begynder at bimle hos lærerne. Fortsætter man, som man er begyndt, vil den formentlig lide en hurtig død. Og det er muligvis synd. For selvfølgelig er der noget indlysende rigtigt i, at det er praktikerne, der kan og skal finde de praktiske løsninger og sætte dem i værk. Men hvis denne klare logik parres med indskrænkninger af lærernes råderum til fordel for øget topstyring, kontrol og besparelser, så er modellens troværdighed hos lærerne væk.

Tingene skal hænge sammen. Selv om det er dem, der betaler, der bestemmer musikken, må arbejdsgiverne forstå, at man ikke på én og samme tid kan behandle lærerne som en malkebesætning, der skal styres, måles og vejes, og samtidig dekretere, at lærerne selv skal tage ansvaret for at finde de bedste løsninger på komplekse pædagogiske udfordringer. Det svarer til at træde på speeder og bremse samtidig.