Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Efter en veloverstået tværsuge på Kerteminde Skole blev jeg rystet over ligestillingsminister Karen Jespersens udtalelser om os i B.T. den 14. oktober. Der er ikke lige adgang til alle fag for de to køn, siger hun til avisen. Det er noget decideret sludder. Ministeren får det til at se ud, som om det er hverdag, at vi kønsopdeler eleverne. Det er det ikke. Men vi valgte at gøre det i forbindelse med årets tværsuge.
Ugens tema var »krop og sundhed«, og alle elever skulle gennem otte aktiviteter hver af to lektioners varighed. Inden for en del sportsgrene er det en fordel at kønsopdele eleverne - ligesom der ikke er mænd på kvindelandsholdet i håndbold!
En del aktiviteter var de samme for begge køn, for eksempel spillede både piger og drenge fodbold. Men da drenge ofte er fysisk voldsomme, spillede drenge og piger hver for sig, og det nød en del af pigerne, fordi de ikke blev moslet ned, og fordi der ikke var drenge til at styre spillet. Det, en gang imellem at »være fri for drengene« og omvendt, kan for nogen virke helt befriende. Det kan give større selvværd og gøre, at nogen tør mere.
Eleverne blev fordelt på de aktiviteter, som vi skønnede, at de fik mest ud af. Vi skulle tage hensyn til alsidighed, forventet interesse, de lærerkræfter/instruktører, der var til rådighed, og så videre. Da der kun var otte moduler, kunne alle ikke prøve alt.
Karen Jespersen kritiserer, at drengene i 5. klasse skulle sejle kano og skyde, mens pigerne var i skolekøkkenet. Men hun »glemmer«, at det var lige omvendt i 7.klasse!
Pigerne fik tilbudt dans og yoga, og drengene blev tilbudt rugby, af den simple grund at eleverne meget gerne skulle have det så sjovt, at de senere kunne få lyst til at deltage i den pågældende sportsgren i fritiden. Det er ikke diskriminering, at man tager hensyn til, at drenge og piger faktisk er forskellige og har forskellige interesser.
Vi har heldigvis fået mange positive tilkendegivelser fra både elever og forældre. Men det er uprofessionelt og dybt problematisk, at en minister kommenterer en sag, som hun tydeligvis ved meget lidt om.
Forkortet af redaktionen
Svar
Kære Yvonne Broholm. Tak for en god orientering om jeres tværsuge på Kerteminde Skole. Det lyder som alle tiders vej til at gøre eleverne mere fysisk aktive og ruste dem til forskellige gøremål i hverdagen. Hvis børn og unge skal klare sig i tilværelsen, stiller det ret store krav til de sociale kompetencer (eller hvad vi nu skal kalde det). Her tror jeg, jeres aktiviteter kan spille en positiv rolle. Jeg er også enig i, at det kan udvikle både drenge og piger, at de indimellem er hver for sig. Men i B.T. lød det, som om I var gået for langt i denne opdeling, så den lukkede nogle ude, samt at den var lovlig traditionel i sin kønsopdeling. Det var i hvert fald, hvad en far var vred over, fordi hans datter ikke måtte deltage i skydning og sejle i kano og følte sig henvist til kurser i madlavning. Det reagerede jeg på, fordi den slags påvirkninger i hverdagen kan forsinke ligestillingen. Selv om vi er nået langt, så er der stadigvæk en tendens til, at flere piger er mere tilbageholdende og passive, end drengene generelt er det. Men er det en storm i et glas vand, vil det kun glæde mig.
Karen Jespersen, socialminister og minister for ligestilling