Narrativ dokumentation af pædagogiske processer giver viden om, hvilke problem- og løsningsforståelser pædagoger arbejder ud fra. Med dette afsæt udvikles og kvalificeres det pædagogiske arbejde til gavn for børn og brugere.

Bogen skriver sig op imod de aktuelle politiske logikker, der gør pædagogik til en teknik. Forfatteren argumenterer for nødvendigheden af at skelne mellem på den ene side effektivitet og rationalisering og på den anden side kvalificering og udvikling.

Det teoretiske grundlag for narrativ dokumentation er socialkonstruktivisme, diskursanalyse og narrativ viden. I den narrative dokumentation er fortælleren både den, der fortæller, og den, der fortælles om. Fortællingen formidler fortællerens faglige selvforståelse og den mening og betydning, pædagogen konstruerer. Metoden tydeliggør, at det i sidste ende er den professionelle selv, der sætter betingelserne for barnets, elevens eller brugerens muligheder, gennem de pædagogiske handlinger, som han/hun iværksætter på dette grundlag.

Kapitel tre giver eksempler på narrativ kommunikation og analytiske bud på pædagogernes meningskonstruktion. Alle eksempler er fra daginstitutionsområdet. Det undrer mig, at hovedparten af fortællingerne er skrevet af en observatør, forfatteren formoder jeg, enten på grundlag af iagttagelser eller på grundlag af pædagogens mundtlige fortælling. Det er altså ikke den professionelles egen "rå" fortælling, vi møder. Pointen med den narrative dokumentation som fortællerens faglige selvforståelse går her noget tabt. 

Bogen giver bud på relevante spørgsmål til analyse af pædagogernes og institutionernes selvforståelse og de implicitte normsæt, som mere eller mindre styrer både tænkning og handlinger. Med blikket på de konsekvenser, normsættene har for børnene, giver analyserne anledning til formulering af nye mål og strategier.

I et afsluttende kapitel uddybes to af de teoretiske tilgange: konstruktivisme og diskursanalyse. Kapitel forekommer mig påklistret. I det omfang de her formidlede indsigter har betydning for bogens ærinde, burde de have været udfoldet allerede i kapitel 2.

Den narrative fortælling som metode tilfredsstiller kun delvis det eksterne krav om dokumentation, men som afsæt for de professionelles analyser og egne lære- og forandringsprocesser er metoden overordentlig relevant.

Bogen er velskrevet og indsigtsfuld. Der er mange gentagelser, hvilket kan være en styrke i forhold til lærer- eller pædagoguddannelsen, hvor begreber og argumenter måske er nye for de studerende. Bogen kan inspirere pædagog- og lærerstuderendes bearbejdning af praktikerfaringer med fokus på selvforståelse og pædagogiske handlinger.