Kære Rasmus Jarlov. Jeg er en glad lærer. Det har jeg været i snart 25 år nu. Jeg synes, jeg har et fantastisk spændende job. Okay, der er nogle dage, som man godt kunne ønske sig refunderet ved udgangen, men sådan er det vel i alle job, selv som uddannelsespolitisk ordfører for De Konservative.

Skulle der være en dag, hvor det ser helt sort ud, er der trøst at finde i en skuffe på mit kontor. Her har jeg gemt hilsner fra tilfredse elever, forældre og kolleger, som jeg har modtaget i min efterhånden lange karriere. Når man har læst et par af dem, er man ovenpå igen. Har du mon også sådan en skuffe til trøst på de dage, hvor der er modvind på den politiske cykelsti?

I brevene står der, at jeg er en god lærer. Det er jeg stolt af. For mig er det en sport at undervise, så alle får et velkvalificeret tilbud. Så Tine, der er ordblind, og Peter, som har gået på international skole i Singapore, begge kan være med i engelsktimerne. Mange gange findes der slet ikke materialer til Tine og Peter. Så må jeg lave dem selv. Det er blandt andet det, der gør mit arbejde spændende og inspirerende.

Når vi evaluerer, kan jeg se, at eleverne har flyttet sig. Så bliver man glad. Det gør eleverne og forældrene også.

Og så er vi vel egentlig tilbage ved brevene i skuffen ...

Nu siger du så, at jeg, på grund af min erfaring, skal til at forberede mig mindre. Det forstår jeg ikke. Jeg forbereder mig jo det, jeg skal for at passe mit arbejde ordentligt. Jeg kommer glad på arbejde og har få sygedage. Jeg har overskud til at tage mig af mine elever, hvor de end måtte befinde sig rent fagligt. Jeg har tid og lyst til at hjælpe nye kolleger med at finde sig til rette i lærerlivet.

Hvis jeg skal undervise mere og forberede mig mindre, vil jeg blive reduceret til over-og underkopimaskine- og -printerbestyrer og -betvinger. Det kan ingen være tjent med. Så det vil jeg altså gerne have mig frabedt, Rasmus. Jeg skulle gerne holde 17 år endnu.

Forkortet af redaktionen