Anmeldelse

Når porten smækker i

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Omkring 4.000 til 5.000 børn oplever lige nu, at far eller mor er i fængsel. For mange af de børn er det forbundet med forvirring, utryghed og mange tanker. Måske har børnene overværet selve anholdelsen med den dramatik, en sådan kan afstedkomme, så der er god mening i at give information for at mindske usikkerheden.

Fakta:

Titel: Når porten smækker i

Forfatter: Christine Tscherning

Pris: 199 kroner

Sider: 67 sider

Type: Bog

Forlag: Forlaget Crealife

Bogen er et leksikon opbygget i alfabetisk orden og henvendt især til skolens yngste klassetrin. Der er fotos, tegninger og små beretninger fra virkelighedens verden med børns historier og terapeutiske råd ind imellem de faktiske opslag, hvor ord og begreber fra fængselsverdenen forklares. Hvad er varetægtsfængsling, forskellen mellem åbne og lukkede fængsler, isolation og så videre? Det er nogle af de ord, der forklares. 

Henvendelsesformen er direkte til barnet, og der bliver i høj grad fokuseret på barnets forskellige følelser. Kommer far/mor hjem til jul, og hvordan er det at komme på besøg i fængslet, er andre væsentlige områder, som børn og især de voksne, der læser med, kan blive kloge på.

Vrede, sorg og skyld er almindelige følelser hos børn af indsatte, og disse følelser bliver beskrevet som normale. Samtidig er der henvisning til samtalegrupper for børn, så de kan dele deres erfaringer og tanker med andre i samme situation.

En god bog til indsattes børn.