Anmeldelse

Tollundmanden - Gaven til guderne

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogen handler især om moselig fra Danmarks forhistorie. Den henvender sig altså til den arkæologisk interesserede læser. Tollundmanden er det gennemgående fund. Hans lig blev fundet i tørveskæret i Bjældskovdal uden for Silkeborg den 6. maj 1950. Christian Fischer beskriver indgående omstændighederne omkring fundet, lokalbefolkningens indsats, museumsfolkenes rolle og professor P.V. Globs anvisninger på, hvordan liget skulle behandles og sendes med toget i en trækiste til København for at blive undersøgt på Nationalmuseets konserveringsafdeling. Fischers beskrivelse er meget detaljeret. Læseren bliver således oplyst om navnene på de to heste, der skal trække vognen til stationen, og navnet på tømreren, der havde fremstillet kisten. I det hele taget er bogen fyldt med anekdoter, der på den ene side fjerner fokus fra fortællingens egentlige anliggende, på den anden side gør scenariet nærværende. Da den tunge kiste skal op fra tørvegraven, hedder det: "Det var anstrengende arbejde, og blandt de mange frivillige var der betjente, Silkeborg Avis nævner ti. En af dem blev syg under løftet og måtte med hjerteproblemer hjælpes fra stedet - et par dage senere døde han af overanstrengelsen".

Fakta:

Titel: Tollundmanden - Gaven til guderne

Forfatter: Christian Fischer

Pris: 199 kroner

Sider: 183 sider

Type: Bog

Forlag: Forlaget Hovedland

Det righoldige billedmateriale fra selve fundet fortæller, at Tollundmanden blev fundet i "fuld legemsstørrelse", men det var kun det velbevarede hoved, en skindhue, et læderbælte og et skindreb, der blev sendt til udstilling på Silkeborg Museum. Den afskårne krop var væk!

Bogen fortæller i en kortere form om andre moselig, for eksempel Grauballemanden, Ellingkvinden og en halv snes andre. Adskillige af moseligene er enten hængt eller stranguleret, og Fischer søger en forklaring: "Tanken om, at Tollundmanden og Ellingkvinden er hængt i hellige træer til Odin eller en gudeskikkelse, der senere i historien opstår som Odin, er udfordrende".