Ingen sygedage mere i løn
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
På Egegård Skole i Gladsaxe skal lærere, der ikke har haft en eneste sygedag i løbet af skoleåret have udbetalt 6.000 kroner i decentral løn, hvis det står til skoleinspektør Mogens Haahr.
- Det viste sig, at en del af personalet slet ikke havde haft nogen sygedage. Jeg mener, at man til en vis grad selv er herre over sit helbred - det gælder selvfølgelig ikke sådan noget som influenza og benbrud - og derfor mener jeg, at det vil være en god idé at belønne dem, der har passet godt på sig selv og været heldige at undgå sygdom, siger Mogens Haahr.
Han understreger, at indstillingen gælder alle faggrupper på skolen, fordi det ville være urimeligt at udelade en gruppe.
Det gode helbred er ikke det eneste kriterie for indstilling til decentral løn. Skoleinspektøren har også indstillet, at der bliver ekstra til medarbejdere, som har haft ekstra arbejde i forbindelse med udflytning af skolefritidsordningen, har været på særlige kurser, eller har gjort en indsats i forbindelse med kollegers sygdom.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra lærerkorpset. Tillidsrepræsentanten var fraværende - ikke på grund af sygdom, han var på kursus - og de tilstedeværende ønskede ikke at udtale sig.