At være dansklærer betyder, at man med årene udvikler en arbejdsskade, kaldet 'sproglig opmærksomhed'. Jeg har det med at gå og lugte til ord, smage på ord, mærke, se, lytte til ord. Nogle gange er det en dejlig arbejdsskade. Som når man møder ordet 'sesamfundet' og kan gå og flytte trykket fra første til anden til tredje stavelse og tilbage igen. Eller når man hører et barn forklare, at 'oldefar' altså levede i 'oldtiden' og vist nok boede i 'Aalborg'.

Andre gange er det knap så morsomt. Som når ordet 'undervisningsdifferentieringsprincippet' dukker op. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der så glad ud, når de skulle sige det ord. Og lyrikere er nærmest fortvivlede. Værre var det dog, da jeg til et møde præsenteredes for 'studietrinstilvækstudmeldingssystemet' - heldigvis forkortet 'STTV', men alligevel fik ordet mig til at føle mig som 'funktionel analfabet'.

Jeg må jo se at lære det. Huske, at 'informationsteknologi', forkortet 'IT', ikke må forbindes med det der, Marilyn Monroe havde masser af.

Somme tider kan jeg i hverdagens 'læringsmiljøer', hvor fagord, pædagogiske ord, virksomhedsøkonomiske ord står trykt i rummet, føle, som min søn følte, da jeg engang spurgte ham, hvilken 'menu' han ville have til sin fødselsdag. Han så på mig med addr-væmmelse: 'Menu! Vi vil fan'me ikke ha' menu! Vi vil ha' is og pølser og ...!'

Jeg orker ikke flere menu-ord, tænker jeg så her i juni. Nu vil jeg holde ferie og høre havets, træernes, græssets langsomme tale.

Men så er der altså det, at jeg skal 'opdateres' i august. Det er jeg blevet lovet, for ellers kan jeg ikke virkeliggøre min 'handleplan'. Og det burde jeg jo glæde mig til. Altså at blive 'opdateret'. I min alder. I en tid, hvor man er lidt for gammel til at tilhøre den første generation, der lever med 300.000 kilometer i sekundet, som Paul Virilio formulerer det. I en kultur, som snart er en evigt vågen internetby uden solopgange og solnedgange.

Joda, selvfølgelig må vi 'opdateres'. Det er nok bare den gamle arbejdsskade, der er sprunget op igen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de der kartofter, der blev kaldt 'up to date' i min ungdom, og som de vestjyske avlere udtalte fordansket med trykket påda-te. Jeg ser mig selv 'op-da-teret' som en anden kartoffel.

Men det må jo være endnu værre for forældrene til de børn, vi 'holder skole' for (ups, det var et ikke-opdateret udtryk). Hvis vi ikke vil udbygge det snigende fjendskab mellem forældre og lærere grundet vores sproggrænser, må vi til at lære at 'oversætte'. Sprogets lydmur må brydes, samtidig med at vi bevæger os med de her 300.000 kilometer i sekundet. Det er et paradoks, at jo hurtigere vi bevæger os, jo tykkere vokser den sproglige lydmur sig. Russeren Andrej Bitov skrev: 'Oversætteren er en fredsstifter. Uden en oversætter kan to banditter nemt på deres eget - og for Dem fremmede sprog, i Deres påhør, aftale hvordan de i fællesskab vil slå Dem ihjel'. Hvornår får forældrene den oplevelse, at vi er banditter, der i vores virksomhedsøkonomiske, teknologiske, pædagogiske sprog planlægger at slå både dem og deres børn ihjel? Mon ikke mange af dem føler, at der er gået 'menu' i deres børns skoleliv. Hvor blev isen og pølserne af?

Måske er den bedste 'opdatering' til lærerjobbet at hvile sit sprog ved at komme ud af huset. 'Apartheid isolerer den hvide mand. - Han har malet sine vinduer hvide, for at han kan sidde i sit eget mørke'.

Herdis Toft er lektor i dansk ved Danmarks Lærerhøjskole, Skive.