Frisørpædagogisk skolereform

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Meget kan man sige om Storbritanniens tidligere premierminister Margaret Thatcher. Og det gør man.

Et af de hår(d)nakkede rygter om hende var, at hun ofte brugte mere tid hos frisøren end sammen med sin regering, og forklaringen kan nu læses i det nyeste nummer af Times Educations Supplement. Her fortæller Kenneth Baker, som var undervisningsminister fra 1986 til 89, at meget af politikudviklingen på skoleområdet foregik hos frisøren.

Til regeringsmøderne tog Margaret Thatcher ofte en lille seddel frem med nye forslag til uddannelsespolitikken, fortæller Baker. Ideerne kom fra frisør Paul Allen, som på denne måde blev nøglefigur i regeringens skolereformer.

Paul Allen indrømmer over for The Sunday Times, at han nogle gange blev temmelig overrasket, når han om aftenen i tv hørte Thatcher bruge de argumenter, som han om formiddagen havde lanceret hen over curlerne.