I den nye regerings meget grundige regeringsgrundlag er der flere elementer, man skal hæfte sig ved, hvis man har skolen kær. Og det er ikke de påhitsomme detaljer eller de klare løfter fra valgkampen, man skal jagte. Nydannelserne har en anden karakter. Man skal navnlig snuse efter dels en række politisk-ideologiske trosbekendelser, dels en række umiddelbart lidt kedelige spørgsmål om rammer. Det første, som det er værd at bide mærke i, er, at der ikke er noget særligt afsnit for folkeskolen. Folkeskolen er ikke sin egen biotop. Den indgår i afsnittet om uddannelse, forskning og kompetencer. Den er led i en værdikæde, en del af en sammenhæng, en station på den enkeltes vej og et led i samfundets løbende forandring. Det gør ikke folkeskolen uvæsentlig, snarere tværtimod placeret i samfundets midte.

Det ser man - og det er det næste - navnlig i den indledende trosbekendelse. Skole - og uddannelse - er uafvendelig koblet til demokrati og frihed. Af samme grund bekræftes den medindflydelse på undervisningen, som danske elever har haft siden 1975-loven, og som blev føjet til ungdomsuddannelsernes formålsparagraffer for en halv snes år siden. Det er en ny understregning og et klart comeback til en rød tråd i nyere dansk skolepolitik. Kodeordene er trivsel, inspirerende, tryghed, inklusion, medejerskab og så videre.

Det tredje, som er værd at hæfte sig ved, er ressortændringerne. Stort set alle de videregående uddannelser samles i Ministeriet for forskning, innovation og videregående uddannelse. Hermed knyttes den pædagogiske forskning, den fagdidaktiske forskning og uddannelsesforskningen under samme tag som læreruddannelsen. Hermed er forbindelsen mellem lærer- og pædagoguddannelsen og forskningen på områderne tættere knyttet politisk om end (endnu) ikke institutionelt, men med lidt politisk snilde et potentielt nyt og stærkt landskab. Samtidig styrkes skolens forbindelse til det pædagogiske hovedområde dagtilbud, fritid og klub, der flyttes fra Socialministeriet til Ministeriet for børn og undervisning, der dermed vil matche kommunernes organisering og forvaltningsopbygning og dermed blive en national partner i den arbejdsdeling mellem lærere og pædagoger, som fortsat nu og da slår gnister. Det er nok ikke en dårlig idé med et nationalt ophæng her. Og en kolossal chance for pædagogerne, der får en helt ny platform til at demonstrere deres uomtvistelige vigtighed for børnenes videre liv og færden.

Regeringen lægger op til et nyt folkeskoleforlig og søger samme rute som Løkke: Et nationalt partnerskab, der ikke sættes i gang med sløje resultater, men derimod store ambitioner og tillid. I regeringsgrundlaget er det ikke Pisa, der skal bryde isen for alliancen med de mange aktører, men derimod tillid til lærerne og en bekræftelse af skolens lokale forankring og værdier som ekkoer fra Margrethe Vestagers tid som undervisningsminister (1998-2001) og Ole Vigs syvpunktsprogram fra 1987. Endelig vil partnerskabet blive understøttet med trepartsaftaler og modernisering af den offentlige sektor. Indholdsmæssigt tegner der sig fortøjninger i styrket skoleledelse og ikke mindst en antydning af en styrkelse af læreren, som er der, det hele starter og slutter. For generation efter generation.