»Hvis vi løfter pegefingeren, får vi fuck-fingeren som svar. Derfor må vi arbejde med sund fornuft som bærende princip«. Sådan formulerer skoleleder Claus Pape den grundlæggende pædagogiske udfordring i arbejdet med teenageelever. Han er leder af Skolen i Midten i Hedensted Kommune.

Det er en af de rene overbygningsskoler, som er ved at skyde op i skolelandskabet rundt omkring i landet.

Lærerne på skolen ser flest fordele ved konstruktionen. De har for eksempel vendt spørgsmålet om mobiltelefoner forfra og bagfra, været på kursus i teenagekultur og har fokus på, at de unge skal vælge ungdomsuddannelse lige om lidt.

Men ulemperne er også til at få øje på. Det unikke kendskab til den enkelte elev, som en klasselærer får ved at følge med eleverne fra 1. klasse, forsvinder. Kammeratskabet i klassen er opløst, og så er der tale om en spareøvelse. Kommunen erkender over for Folkeskolen, at der skal spares penge. Det er jo i sig selv ikke forkert. Men større klasser med mindre lærertid per elev fører ikke til fremskridt.

Det er ikke sparevejen, folkeskolen har brug for at gå. Men det er den, der er indtegnet på ruteplanen.

Alt, hvad der koster penge, ser ud til at være støvsuget fra den nye regerings politik for folkeskolen. Den nye minister fortæller inde i bladet, at hun ikke har tænkt sig at ændre lovgivningen. Der bliver alligevel ikke råd til et loft på 24 elever i klasserne, og tolærerordninger kan kun sættes i værk som forsøg.

Tilbage er en strategi, som baserer sig på forsøgsordninger og ambitiøse mål.

Det giver faktisk god mening, hvis man følger den seneste forskning. Blandt andet har en international rapport, McKinsey-rapporten, konkluderet, at de skolesystemer, som klarer sig bedst, har en eksperimenterende tilgang med mange forsøgsordninger.

Dem er der nok af i den danske folkeskole. Overbygningsskolerne er bare en af de mange forskellige måder at holde skole på. Der er meget andet i gang. Så her flugter den nye ministers tilgang godt med ånden i folkeskolen.

Men tusind forsøg gør det ikke alene. Skal de tusind blomster ikke ende som en smuk, men vildtvoksende mark uden afgrøde, skal nogen finde ud af, hvilke af blomsterne som sætter frø. Hvilke der gavner undervisningen - og dermed eleverne.

Den tidligere regering forsøgte at skyde genvej til de gode eksempler ved at skabe ranglister. Så kunne alle selv gætte, hvorfor den ene eller anden skole lå øverst eller nederst. Denne regering er startet med at styrke forskningen. Professionshøjskolerne er flyttet over i Videnskabsministeriet, hvor de skal bo sammen med anden forskning. Det er en god start i forhold til at finde ud af, hvilke af forsøgene der fører til noget.

For hvis skolen skal bevæge sig hen imod målene, skal der opbygges en omfattende viden om, hvorvidt det for eksempel er teenageskoler eller 1.-10.-klasse-skolen, som er det bedste grundlag. Og ikke bare som enten-eller. Men også under hvilke betingelser det ene eller det andet sætter afgrøde.

Synsninger er gode. Viden er bedre.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org