DLF's næstformand Stig Andersen ser det som meningsløst i internationalt perspektiv at stile mod en position blandt de fem bedste. Alle vil jo være blandt de fem bedste. Og så er det jo meningsløst, at vi også vil være med dér. Et underligt bovlamt og opgivende standpunkt at indtage, hvis det ikke lige er, fordi selve middelmådigheden er en idealposition for DLF at forsvare. Det har jo hele tiden været DLF's standpunkt, at den nuværende middelmådighed skal bevares. DLF har derfor hele tiden fremført håbløshedens tese om, at den udelte skole er den bedst tænkelige. Og hvorfor skal man så deltage i et partnerskab, der stiler mod ændringer af skolen. I en globaliseret verden er der andet, vi skal satse på, end den faglige indlæring, der kan måles, siger Stig Andersen. Det lyder næsten som en omgang løs hildebrandtsk vanvidstale. Og for at fastholde vores middelmådighedsideal skal man selvfølgelig afsværge risikoen for forbedringer med lovændringer. Men kun med regulære lovændringer kan der igen komme en undervisningsegnet skole ud af folkeskolen. Det er derfor, lovændringer er det værste, som DLF kan forestille sig. I stedet for bør man forlade sig på »initiativer, der får gennemslagskraft i skolens hverdag«. Og da ingen aner noget om, hvad sådanne initiativer er for nogen - ellers ville de vel være bragt i anvendelse for længst - har Stig Andersen hermed sagt, at der absolut ingenting bør ske. Lærere og ledere på de utallige skoler, der vover sig ud med holddannelser, der mere eller mindre strider mod lovgivningen, kan vel ikke ligefrem vedkende sig et ejerskab af udueligheden inden for gældende lovgivning. Derfor er vejen over lovændringer den eneste vej mod en bedre folkeskole.