Debat

Betal for en Fiat – og få en Mercedes!

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er der ikke nogen, der tror på. Jo - Lars Løkke Rasmussen gør! At pris og kvalitet hænger sammen, er ikke gået op for ham endnu.

Det er krisetider, og der skal spares på skoleområdet. Gennem de seneste 15 år er der år for år skåret fede skiver af salamien. Den lille pølsestump, der er tilbage, skal nu hakkes og snittes og parteres til fars. Tager man Middelfart Kommune som eksempel, vil de aktuelle nedskæringer betyde, at lejrture, udflugter, elevsamtaler, skole-hjem-samtaler, klassearrangementer og emneuger spares væk. Der er ikke råd til efteruddannelse af lærerne. Eleverne får det mindst mulige ugentlige antal timer, og der vil sidde op til 28 elever i én klasse.

Folkeskolen er kort sagt udsultet! Den er blevet til en Fiat (en godt brugt én). Ingen ved, hvor meget længere den kan køre, og chaufføren er tæt på at bukke under med stress.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Samtidig med at Lars Løkke betaler for en Fiat, regner han med at få en Mercedes! Han forventer rummelighed, fart og køreglæde. Og en placering i prestigeklassen: Folkeskolen skal rumme alle elever. De skal i fremtiden kunne det i 8. klasse, som de i dag kan i 9. klasse. På Pisa-listen over verdens skoler skal den danske skole ligge i toppen.

Lars Løkke - der er ikke noget galt i at have ambitioner på folkeskolens vegne. Men det kræver resurser at udvikle skolen - det kan ikke klares alene ved at underskrive »Det nationale partnerskab«. Der er ikke noget, vi lærere hellere vil end at udvikle verdens bedste skole! Vi er ildsjæle - vi brænder for vores job. Men vi kan altså ikke trylle! Hvor meget vi så end presser speederen i bund, kan vores lille Fiat ikke køre mere end 120 kilometer i timen.