En ny norsk undersøgelse af professor Edvin Bru viser, at inklusion af meget forstyrrende elever ikke har signifikant indflydelse på, hvor meget eleverne i de pågældende klasser lærer.

Nu er der ikke altid overensstemmelse mellem videnskabelige undersøgelser og den erfaringsbaserede indsigt, som lærere repræsenterer. Det er muligt, at professor Bru har ret, men næppe sandsynligt, og i hvert fald betyder uroen noget for, hvad eleverne lærer.

Undersøgelsen, der angiveligt skulle sige noget generelt om »faglige resultater«, angår tilsyneladende kun målbare færdigheder og kundskaber i fag som engelsk og matematik bedømt på elevernes karakterer.

For tiden har jeg to forskellige klasser til dansk. Den ene er rolig, den anden urolig. I den urolige 6. klasse er jeg nødt til at arbejde meget færdighedsorienteret med styring og megen konfliktløsning, undervisning i klasselokalet, strukturerede arbejdsformer, detaljeret instruktion, præcis og knap kommunikation, ros og sanktionering.

I den rolige 5. klasse kan jeg benytte friere arbejdsformer og mere samtale, trække mere på elevernes fortælling, deres foredrag, deres refleksioner, indfald og løsningsforslag, deres bud på forskellige spørgsmål om for eksempel litterære tekster - i en afslappet og tillidsfuld atmosfære.

Når tillid erstattes af kontrol, ændrer undervisningen karakter. Ikke bare bliver den mere færdighedsorienteret og styret, opgaverne forbliver i højere grad på et kognitivt analyse-syntese-niveau og hjælper i ringere grad eleverne hen imod et højere helhedsniveau for kognition. Evnen til at tænke selvstændigt og kreativt understimuleres.

Det gør også evnen til at skabe og bruge viden i ansvarsrelationer. Viden i forbindelse med hensigt, holdning og moral. Det er der ellers hårdt brug for, som der var i det antikke Rom, hvor man sagde: »Qui proficit in Literis et deficit in Moribus, plus deficit quam proficit«. Eller på dansk: »Hvis det går frem i videnskab, men tilbage i moral, går det mere tilbage end frem«.

Erik Schmidt