David Hearnshaw ved, at han er god til sit arbejde, og han har bevis på det. Sort på hvidt.

26-årige David Hearnshaw underviser på fjerde år i en børnehaveklasse i North Sydney i New South Wales, Australien. Han tilhører en ny generation af lærere, der dokumenterer, hvordan de udvikler sig inden for tre domæner, »faglig viden, faglig praksis og fagligt engagement«.

Hvert år sætter han ord på, hvad han ved, kan og vil mere i forhold til sidste år, og lykkes det ham, får han regeringens blå stempel på det.

Som ung lærer kan han godt bruge den sikkerhed, det giver ham. For eksempel når han som børnehaveklasselærer skal forklare ambitiøse forældre, at deres barn nok er kommet for tidligt i skole.

»Nogle af børnene er kun fire et halvt år, når de begynder i skolen. Men forældrene mener, at deres barn er skoleklar, fordi det har gået i en privat forskole. Når de så hører, at det ikke forholder sådan, bliver de ret negative«, siger han.

Sikkerheden for pædagogisk at have fat i den lange ende har han både fra den lærer, der vejleder og superviserer ham, fra sin mentor, som han taler med næsten hver uge - og fra New South Wales Institute of Teachers, der nu i tre år har godkendt den rapport, hvor han reflekterer over sin pædagogiske indsats.

Som andre lærere i systemet har han sin egen portfolio, hvor han løbende dokumenterer sin undervisning, og hvor han sætter mål, evaluerer og analyserer, hvad han selv lærer ved det hele. Alt det samler han i rapporten, der også gør rede for, hvordan han i det forløbne år har dygtiggjort sig på en række områder af »god undervisning«.

Tre domæner, syv elementer

Supervision, refleksion, dokumentation og godkendelse er fire hjørneflag i det nye system, der skal vedligeholde og løfte lærernes undervisningskvalitet, fra de er nyuddannede, til de går på pension. Ordningen er dog kun obligatorisk for lærere, der er uddannet efter 2004, da den blev indført. De ældre lærere må også være med, men det er ikke et krav, medmindre de drømmer om at blive skoleledere.

Systemet hedder »Professional Teach­ing Standards«, og det er i høj grad udviklet af lærerne selv. Det opererer med syv elementer:

1. Lærerne kender deres fag og ved, hvordan de formidler indholdet til eleverne.

2. Lærerne kender deres elever og ved, hvordan de lærer.

3. Lærerne planlægger, evaluerer og afrapporterer for at opnå en effektiv læring.

4. Lærerne kommunikerer effektivt med deres elever.

5. Lærerne skaber og vedligeholder et trygt og udfordrende læringsmiljø ved hjælp af færdigheder i classroom man­agement - klasseledelse.

6. Lærerne udvikler løbende deres professionelle viden og praksis.

7. Lærerne er aktivt engageret i lærerprofessionen og samfundet.

Fire standarder, 46 aspekter

Systemet er sindrigt med fire standarder for hvert element:

En standard gælder for dimittender fra læreruddannelsen, der som et led i hele den pædagogiske opkvalificering er blevet langt mere praksisorienteret med både mere praktik og pædagogiske fag og kurser.

Derfra går det som trinmål fremad. De nyuddannede skal i deres første måske tre arbejdsår nå den næste standard, »professionel kompetence«. De erfarne lærere skal nå en endnu højere standard, »professionel præstation«, mens den højeste standard, »professionelt lederskab«, er forudsætningen for at blive blandt andet skoleleder.

Efter mere end tre år som lærer er David Hearnshaw ved at være erfaren. Han har da også nået standarden for professionel kompetence og arbejder for at nå op på det næste niveau.

Der er ikke krav om, at alle skal nå højeste niveau, professionelt lederskab, men stræber man ikke så højt, er udfordringen alligevel aktivt at vedligeholde sin pædagogiske kvalitet, for eksempel gennem kurser. Og gør man ikke det, risikerer man at blive fyret!

Hvert element er på alle fire niveauer opdelt i en række konkrete aspekter - 46 i alt - som læreren så skal forholde sin egen udvikling til.

Det koster at være med

»Det er et stort arbejde at vedligeholde portfolioen. I begyndelsen var vi imod, men da vi kom ind i arbejdet, kunne vi godt se, at vi kan bruge det«, siger David Hearnshaw. Han får 20 timer om året til arbejdet med portfolioen. Og ikke nok med at det tager tid, det koster også penge. Hver lærer betaler cirka 400 kroner om året for at være med, uanset om det er frivilligt eller påtvunget. Men det er pengene værd, mener David Hearnshaw.

»En god lærer vil jo gøre det meste alligevel. Og det giver en god faglig udvikling at sætte ord på, hvad vi gør og hvorfor. Det tvinger mig til at reflektere over min undervisning«, siger han.

»Men selvfølgelig er det bedste ved ordningen, at det er godt for eleverne«, tilføjer han eftertænksomt.

Med systemet følger også et krav til skolen om at supervisere nyuddannede, så de ikke overlades til sig selv, og en mulighed for at indføre en mentorordning. Plus et krav til skolelederen om at forholde sig aktivt til hver enkelt lærers udvikling.

»Jeg kunne virkelig bruge supervisionen til noget. Både at få helt konkrete fif og bare det at få bekræftet, at jeg gør det rigtige«, opsummerer David Hearnshaw.

De erfarne udfordres

Som erfaren lærer kan David Hearnshaw også dygtiggøre sig ved for eksempel at lede undervisningsteam, ved at stå for det ugentlige pædagogiske lærermøde eller de kvartalsvise pædagogiske dage og selvfølgelig også ved at tage kurser og dele ny viden med kollegerne.

Det samme gælder de mere erfarne lærere, der også kan fortsætte deres egen udvikling ved at blive vejledere og mentorer eller ved at undervise på læreruddannelsen. Alt sammen i forbindelse med refleksion over egen praksis. At blive supervisor kræver både et kursus og en efterfølgende kvalitetssikring. De erfarne læreres rapporter over egen udvikling skal verificeres af både deres egen supervisor og af dem, de selv har superviseret, foruden af nærmeste kolleger.

Selvom man ikke kan tvinges til at være med i ordningen, vælger mange at være det. Foreløbig er en femtedel af alle lærere i New South Wales med, og stadig flere melder sig. Om ikke andet så for en sikkerheds skyld, hvis de for eksempel vil søge arbejde på en anden skole. For som viceskoleleder Sophie Melton siger: »At lærerne skal bevise deres engagement i undervisningen, er ikke bare godt for deres pædagogiske udvikling, det er også godt for deres karriere«.

Som medlem af ledelsen på den eftertragtede North Sydney Øvelsesskole modtager Sophie Melton mange ansøgninger fra erfarne lærere, der mener at have aftjent deres værnepligt i den australske outback eller i Sydneys socialt belastede områder.

»Vi vil helt sikkert se på deres rapporter, når vi ansætter nye lærere. Det er et godt system«, siger hun.

Lærere sætter standarderne

Oprindeligt var det lærernes fagforening, New South Wales Teachers Federation, der argumenterede og pressede på for at sætte gang i reformen. Med en organisationsgrad på 91 procent taler den på manges vegne.

»Lærerne oplevede, at de ikke længere havde særlig høj status i samfundet. Folk følte, at der ikke var nogen form for 'checks and balance' i skolen«, fortæller Judith Page fra New South Wales Institute of Teachers, hvor man står for godkendelsen af lærernes rapporter.

En Labor-regering tog udfordringen op i 1996 og satte processen i gang - med lærerfagforeningens deltagelse.

»Vi begyndte med at nedsætte arbejdsgrupper med i alt 70 lærere fra hele staten«, fortæller Judith Page, der selv er uddannet lærer. Også skoleledere, forældre, læreruddannere, arbejdsgivere, fagforeningsrepræsentanter og embedsmænd blev involveret. En arbejdsgruppe af lærere definerede, hvad der er kvalitet i undervisningen, en anden arbejdede med at gøre det muligt at vurdere kvaliteten. I modsætning til andre steder ville de ikke måle undervisningskvaliteten bare ved at teste eleverne.

»Der er mange andre forhold end lærerens indsats, der spiller ind på, hvad børn lærer«, siger Judith Page.

De nye definitioner for god undervisning blev efterfølgende tjekket gennem en spørgeundersøgelse, hvor 4.000 af New South Wales' 100.000 lærere deltog. Da det endelige forslag blev sendt til høring i hele staten, lod kun få høre fra sig.

»De fleste reagerede nok passivt, 'Ja, ja, bare det ikke angår mig'. På den anden side protesterede de heller ikke over en ny kontrol«, vurderer Judith Page.

Hun mener, at systemet er en gave for lærerstuderende og nyuddannede.

»Tidligere var det sådan, at det var godt at begynde som nyuddannet på nogle skoler, men andre var en katastrofe. Nu får nye lærere supervision på alle skoler«, siger hun og mener, at det er endnu vigtigere for elever og forældre.

»Før var det et spørgsmål om held eller uheld, om ens barn fik en god lærer. Nu har vi en standard for, hvad det vil sige at være god, og vi skaffer os af med de dårlige«, siger Judith Page.

Læs en udførlig beskrivelse af hele systemet på

www.nswteachers.nsw.edu.au

Og læs om holdningerne i lærerfagforeningen, New South Wales Teachers Federation, på www.nswtf.org.au