Debat

Tv’s uheldige påvirkning

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I de kvantemekaniske og psykologiske verdener gælder, at det, man iagttager, påvirkes kendeligt af selve iagttagelsen, hvilket ofte overses, når psykologiske undersøgelseskonklusioner skal udbredes til almindelig efterfølgelse. I Dorte Langes indlæg i Folkeskolen nummer 22 om Tv2's »Skolen - verdensklasse på 100 dage«, bør dette faktum inddrages og spille en rolle. En væsentlig del af Gauerslund Skoles flotte resultater må nødvendigvis tilskrives, at hele undersøgelsesscenariet var under konstant observation, ikke mindst af fjernsynet. De læringsstile, som tilskrives de gode resultater i Gauerslund, er formentlig ikke virkningsfulde på skoler, hvor psykologer, supervisorer og andre iagttagere ikke er til stede, og hvor børnene ikke er sat i en undersøgelsessituation. Muligvis er de heller ikke virkningsfulde i Gauerslund efter en rum tid, når børnenes erindring om iagttagelsessituationen har fortaget sig. Generelt gælder det samtlige pædagogisk-psykologiske undersøgelser, at undersøgelsesresultaterne er påvirket af selve undersøgelsessituationen, hvorfor resultaterne ikke umiddelbart kan overføres generelt til situationer uden for den undersøgelsessituation, hvoraf de blev udledt. Tv2's udsendelse viser derfor ikke med sikkerhed effekten af et »lærerkollegium med stærkt engagement, der sætter ind i fællesskab med læringsstile«, som beskrevet af Dorte Lange. Udsendelsen viser snarere den korte effekt af en situation, hvor elever er under observation af udenforstående voksne forsynet med elektroniske observationsapparatur, og hvor eleverne derfor ved sig sat i en forsøgssituation. Samme elever kan meget vel tænkes at reagere helt anderledes, når de ikke ved sig sat i en forsøgssituation.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler