Anmeldelse

Der Sprung! 1 & 2

Der Sprung! 1 & 2

Eleverne kan trygt springe ud i det nye tysksystem "Der Sprung!", hvis titel signalerer et højt aktivitetsniveau. Systemet er i indhold og tilrettelæggelse i god overensstemmelse med de fire centrale kundskabs- og færdighedsområder og de dertil hørende trin- og slutmål

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Der Sprung! 1" er beregnet for de elever, der har tysk i 6. klasse. "Das Sprungbrett" er en komprimeret udgave af "Der Sprung! 1" og tænkes anvendt de første par måneder i 7. klasse for de elever, der først har tysk fra dette klassetrin. Derefter fortsætter eleverne med tekstbogen "Der Sprung! 2" og det tilhørende øvehæfte.

Fakta:

Titel: Der Sprung! 1 & 2

Forfatter: Gitte Molzen, Merete Rasmussen, Zandra Wikner-Strid, Aders Odeldahl, Angela Vitt

Type: Diverse

Forlag: Forlag Malling Beck

Tekstbøgerne er inddelt i kapitler med tydelige målangivelser, som eleverne bliver fastholdt i i Portfolio/Meine Sammlung, hvor de gennem elevarbejder skal dokumentere og vise, hvad de har lært. God ide og godt struktureret!

Hvert kapitel indeholder varierede teksttyper og mange forskellige lytte-, tale-, læse- og skriveopgaver, der medtænker forskellige læringsstile, differentieringsmuligheder, læringsstrategier, den praktisk-musiske dimension og cooperative learning-strukturer, hvor den enkelte elev har en nærmere defineret aktiv rolle i opgaveforløbet. Der er særligt fokus på ordforrådsindlæring, særlige ord og vendinger og udtale.

Symbolangivelserne er tydelige og understøtter arbejdsprocesserne. Kapitlerne er fritstående og kræver ikke en bestemt rækkefølge. Emneområderne er de gængse i begynderundervisningen, for eksempel præsentation af sig selv og sin familie, fritid, ugedage, højtider, tal og Landeskunde i tysktalende lande. Hvert kapitel afsluttes med refleksion og evaluering af arbejdet, hvor Portfolio/Meine Sammlung er en inspirerende og struktureret støtte for eleverne.

"Der Sprung! 1" arbejder ikke decideret med grammatiske områder; dog nævnes sein, haben og ubestemt kendeord i nominativ. Mange elever kan magte mere. "Der Sprung! 2" giver eleverne mulighed for at stifte bekendtskab med nogle få, vigtige grammatiske basisområder.

Layout skal medvirke til at motivere, fremme læsbarheden og underbygge indholdsangivelser og strukturer. Systemet gør brug af mange forskellige virkemidler, blandt andet mange farver som indramning og baggrund for tekster, forskellige bogstavtyper og størrelser, fed og kursiv og mange forskellige rammestørrelser og faconer. Det er på én gang motiverende og igangsættende og medvirkende til et uroligt indtryk af sidernes opbygning og indhold. Nogle af baggrundsfarverne nedsætter læsbarheden.

Lehrerguide 1 og 2 er hver for sig velskrevne, strukturerede og informative på både det generelle og mere detaljerede plan. De indeholder en beskrivelse af de pædagogiske grundprincipper for systemet, nogle teoretiske artikler om væsentlige elementer i fremmedsprogsundervisningen, side for side-vejledning, kopiark til mange af opgaveforslagene, manus til lytteøvelser og facit til repetitionsøvelser. Det løse facithæfte til tekstbogen kunne med fordel have været skrevet ind i lærerens bog.

Sværhedsgraden er afpasset, så alle kan være med. God fornøjelse!