I en tid hvor management, læringsstile og ansvar for egen læring er slagord i den pædagogiske diskurs, er det aktuelt med en fagligt velfunderet bog som "Individ og disciplinering", der på klar og tydelig vis redegør for den moderne pædagogiks baggrundshistorie. Med Gerd Christensens bidrag til en utraditionel opdragelses- og uddannelseshistorie analyseres og diskuteres således, hvordan individet - eller subjektet - er blevet og bliver skabt i kraft af pædagogikkens og psykologiens skiftende traditioner og praksisser.

Ved brug af den genealogiske metode viser Christensen, hvorledes aktuelle forståelser i det pædagogiske felt er konstrueret over tid. Udgangspunktet tages i den populære Gardner-pædagogik, hvor de mange intelligenser sættes i forbindelse med de såkaldte læringsstile. I bogens første del pointeres slægtskabet mellem de mange intelligensers pædagogik, læringsstilstænkningen og den progressive/reformpædagogiske bølge, der var fremme i begyndelsen af 1900-tallet. Det særlige ved såvel nyere Gardner-inspireret pædagogik som den ældre reformpædagogiske tanke er fremhævelsen af det individuelle barn - en fremhævelse, der står i stærk kontrast til den udbredte klasseundervisning, som bogens anden del beskriver nærmere. Det er endvidere i bogens anden del, at den ofte anvendte classroom management-pædagogik uddybes - en pædagogik, der ifølge forfatteren fremstilles som "den universelle teori om betingelserne for læring"!

Med begreber som læring, adfærd og subjekt/objekt fastholder Christensen en pædagogisk-psykologisk tilgang til individets disciplinering gennem tiden. Således har enkelte strømninger vedkendt sig åbenlys disciplinering, mens andre har arbejdet for en frigørelse af individet - en frigørelse, der dog ikke altid har vist sig ufri for disciplinering. Et slående eksempel herpå findes inden for den kritiske erfaringspædagogik, hvor gruppearbejdet ofte har været fremhævet i en sådan grad, at det har vist sig undertrykkende for individet.

"Individ og disciplinering" er en kritisk diskuterende bog, der på fin vis formår at fremhæve de væsentligste pædagogisk-psykologiske strømninger herhjemme gennem de sidste 100 år. Christensen sætter mange interessante perspektiver i spil - fra psykoanalysens betydning for den individcentrerede væksttanke til classroom management-tænkningens fællesskabsidealer - idet hun samtidig fremhæver deres indbyrdes relationer og gensidige påvirkninger.

Bogen egner sig især som en lærebog på professions- og universitetsuddannelser inden for psykologi og pædagogik. Endvidere kan bogen varmt anbefales til enhver, der arbejder i det pædagogiske felt - såvel lærere og pædagoger som forskere - idet der er tale om en dybtgående præsentation af såvel historiske som nutidige og aktuelle magt- og disciplineringstendenser.