Kontrol i orden

Ny praksis for kontrol af ansatte på skoler hilses velkommen af DLF

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Beslutningen om at give kommunerne mulighed for at udvide kontrollen af straffeattester på folkeskoleområdet bifaldes af Danmarks Lærerforening.

'Vi kan ikke have noget imod, at Rigspolitiet udvider adgangen til kontrol af ansatte i folkeskolen, blot man sikrer, at disse straffeattester ikke flyder rundt på de forskellige arbejdspladser, men behandles forsvarligt af den pågældende forvaltning', siger Karsten Holst, formand for DLF's organisationsudvalg.

Nye retningslinier hos Rigspolitiet betyder, at kommunerne fremover kan indhente den vidtgående, tiårige, offentlige straffeattest, når de ansætter personale på skoler og skolefritidsordninger.

Hidtil har kun lærere og andre med en undervisningsfunktion kunnet kontrolleres, men Rigspolitiet og Justitsministeriet planlægger allerede inden sommerferien at ændre forskrifterne, så alle, der arbejder i daglig, direkte kontakt med børn og unge, kan få straffeattesten kontrolleret.

Ikke et vidundermiddel

Dermed er der åbnet op for kontrol af pedeller, bademestre, skolesekretærer, skoletandlæger, skolepsykologer og andre faggrupper.

'Det er minimalt, hvad vi har haft af sager om pædofili i folkeskolen, men straffeattester er selvfølgelig et middel blandt mange andre, som vi skal benytte os af', siger Karsten Holst, der nævner den igangværende diskussion om etik og af lærerrollen som andre midler.

De nye regler kommer som følge af en klage fra Vallensbæk Kommune.

'Det virkede ulogisk, at vi på folkeskoleområdet kun kunne kontrollere lærere og i daginstitutioner kun ansatte med en pasningsrelation eller et pædagogisk ansvar. Kriteriet burde være daglig, direkte kontakt med børn og unge', siger Finn Jeppesen Kemp, souschef i Vallensbæk Kommunes personaleafdeling.

'Straffeattesten er ikke et vidundermiddel mod overgreb på børn. Men sammen med systematisk referencetagning og åbenhed i institutionerne er den et af de midler, vi har', tilføjer han.-Ib Keld Jensen og Tonni Vinkel Sørensen er freelancejournalister